Miljøet skal tælles med

Naturen skal indregnes i fremtidens store infrastrukturprojekter, siger Anders Fogh Rasmussen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ikke alt kan gøres op i penge. Derfor skal der ved store projekter tages hensyn til naturværdier, mener statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Her Vildmosen ved Dokkedal. Billedcollage: Henrik Bo og Claus Søndberg

KØBENHAVN:Prisen for at bygge nye broer, motorveje og jernbaner har været kunstig lav, fordi værdien af naturen ikke har været indregnet. Men det skal der nu laves om på, bebuder statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i Morgenavisen Jyllands-Posten. - Man er nødt til at tænke på andet end blot kontanter og økonomiske værdier ved etablering af store infrastrukturprojekter. Der er også noget, der hedder naturværdier. Dem har man hidtil ikke værdsat. Ved de kommende store infrastrukturprojekter er vi nødt til at indregne motorvejenes, jernbanernes og andre infrastrukturprojekters indvirkning på miljøet, lyder det fra statsministeren, der dermed lægger lidt af en bombe under den plan for fremtidens infrastruktur, som regeringen skal forhandle til efteråret. En plan, der skal fastsætte hvilke nye broer, motorveje og jernbaner, der skal bygges i Danmark de næste 20-30 år - og hvor mange penge der skal bruges på det. - Det bliver selvfølgelig dyrere, når vi indregner naturværdierne, fordi vi hidtil har anlagt til en kunstig lav pris, siger statsministeren. Anders Fogh Rasmussen gik i 2006 i forbindelse med motorvejen ved Silkeborg personligt ind og skar igennem. Motorvejen må ikke krydse Gudenådalen, fordi det ifølge statsministeren vil ødelægge naturen. Trafikforsker Per Homann Jespersen, Roskilde Universitetscenter, hilser udmeldingen velkommen. - Det er bestemt interessant og kan få stor indflydelse på nogle af de kommende motorvejsprojekter. Det gælder for eksempel en mulig motorvej op gennem Jylland og en ny Ring 5-motorvej uden om København, der enten ikke kan realiseres eller bliver meget dyre. Per Homann Jespersen er samtidig spændt på, om statsministerens nye syn på naturen også vil betyde, at der skal lægges en klimavinkel ind over nye infrastrukturprojekter./ritzau/