Redningsvæsen

Miljøkatastrofe var kun en øvelse

Falck/Brønderslev Kommunes Redningsberedskab fingerede forleden aften en ulykke på rastepladsen ved Nørreå vest for Brønderslev. Men der var tale om en øvelse. Opgaven lød på, at der stod en ammoniakvogn, som lækkede ammoniak, og det skete få meter fra Nørreå. De mange brandfolk gik til opgaven med krum hals, og "forhindrede" den store katastrofe. - Øvelsen var meget realistisk, fortæller indsatsleder, beredskabsinspektør Klaus Andersen. Så sent som i lørdags havde brandfolkene været til en virkelig forurening af Ryå. - Øvelsen er planlagt længe før ulykken i lørdags, fortæller Klaus Andersen. For at gøre øvelsen så realistisk som muligt, havde Falck lånt en ammoniakvogn fra maskinstationsejer Knud Jensen. STERUP Bankospil gavner forsamlingshus Sterup Borgerforening har i aften bankospil i Sterup Forsamlingshus. Overskuddet går til forsamlingshuset, og til borgerforeningen generelt. BRØNDERSLEV Kør en tur med borgmesteren På mandag eftermiddag bliver der mulighed for at dirigere rundt med borgmester Jens Arne Hedegaard (V). Han har indvilget i at være rickshaw-fører for midi-klubben foran menighedshuset. - Vi byder bl.a. på sækkevæddeløb, tovtræk, bål og stafetløb for elever fra 3.-6. klasse. Desuden har vi café og snobrødsbagning, fortæller sognemedhjælper Inge Irgens. De ældste elever tilbyder at køre interesserede på rickshaw og får hen på eftermiddagen hjælp af borgmesteren. En tur koster fem kr. og pengene går til nødlidende børn i Indien. BRØNDERSLEV Forårsbebuder over rododendronparken Så er det forår. I går så Karsten Bang Jensen, der er gartner ved Brønderslev Kommune, svalen kredse over Hedelund Rhododendronpark. Det er første gang i år, han ser svalen.