Miljøministeren indkalder til naturforhandlinger efter pres

Der er indkaldt til forhandlinger om en naturpakke efter politisk pres. Flere partier er skeptiske.

Miljøministeren vil nu alligevel indkalde til forhandlinger om en naturpakke i år.

Miljøministeren vil nu alligevel indkalde til forhandlinger om en naturpakke i år.

KØBENHAVN:Ifølge Altinget har miljøminister Lea Wermelin (S) indkaldt regeringens støttepartier til forhandlinger om en naturpakke. Hun har ellers tidligere meldt ud, at pakken var udskudt.

Det medførte tidligere på måneden hård kritik af ministeren fra blandt andet støttepartiet SF, der nu over for Altinget glæder sig over, at der alligevel kommer forhandlinger.

- Jeg er rigtigt glad for, at der er kommet skub i det her. Vi er nødt til at finde de gode løsninger for at få løst den natur- og biodiversitetskrise, vi står i, siger Rasmus Nordqvist, naturordfører for partiet, til Altinget.

Rasmus Nordqvists glæde er dog langt fra delt af alle. Enhedslistens miljøordfører, Mai Villadsen, mener, at ministeren ikke reelt vil forhandle bredt om en større naturpakke.

- Jeg er da altid glad for at komme over i ministeriet og drikke kaffe. Men som jeg forstår det, så handler dette her ikke om, at vi skal finde flere penge til naturen.

- Så jeg vil ikke være særligt glad, før vi rent faktisk får resultater for naturen i hus. Regeringen burde indkalde til reelle forhandlinger, siger hun.

At styrke indsatsen inden for natur og biodiversitet var en del af det forståelsespapir, som regeringen og dens støttepartier underskrev efter valget i 2019. Her blev aftalt en "biodiversitetspakke", der "skal give biodiversiteten bedre vilkår i Danmark."

Derfor vakte det også opsigt, da Lea Wermelin 31. august udsendte en pressemeddelelse om, at regeringen vil "prioritere 200 millioner kroner" til natur og biodiversitet over fire år i finansloven for 2021.

For i samme meddelelse skrev ministeren, at et planlagt naturtopmøde var aflyst grundet Covid-19, og at "natur- og biodiversitetspakken rykkes, så de politiske drøftelser indledes i efteråret 2021."

Efter et bredt politisk pres har ministeren altså indkaldt til forhandlinger alligevel. Men ifølge Enhedslistens Mai Villadsen er forståelsen, at de handler om de 50 millioner kroner årligt i fire år, der allerede er afsat.

- Regeringen burde turde at sætte egentlige penge af og starte brede forhandlinger, så vi kan få en biodiversitetslov.

- Det, vi er indkaldt til nu, er, som jeg ser det, kaffemøder om at fordele de meget, meget få penge, regeringen allerede har sat af, siger Mai Villadsen.

Venstre der - sammen med De Konservative - fra blå blok har været med til at lægge pres på ministeren, er heller ikke overbeviste.

- Nu reagerer ministeren på det pres, vi og støttepartierne har lagt. Vi synes, der skal forhandles om en bred aftale og at vi skal komme i gang hurtigst muligt.

- Jeg håber, at det er det, miljøministeren lægger til forhandling nu og ikke bare en lille bid af en finanslov, siger Venstres miljøordfører Jacob Jensen og fortsætter:

- Regeringen må komme med et reelt udspil til en natur- og biodiversitetsplan. Der er behov for det og der er behov for en langsigtet, bred aftale.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.