Retspleje

Miljøsager samler støv

Politiet har brugt fire år på at efterforske sag fra Bagterp

HJØRRING:- Man må ikke håbe, at sagen er røget ned bag en radiator på politigården. Det sagde advokat Niels Fjeldberg, da der i går langt om længe var et retsmøde i sagen mod den tidligere indehaver af Hjørring Autoophug på Fuglsigvej. Både Niels Fjeldberg, der er forsvarer for den tiltalte, og Hjørring Kommune langer ud efter politiets langsommelige efterforskning. Sagen drejer sig om fire små grunde midt i et villakvarter på Ninasvej i Bagterp. Naboerne klagede i foråret 1999 over, at grundene blev brugt til opbevaring af 20-30 skrotbiler, gamle campingvogne, tønder med spildolie, dunke med kemikalier og andet. Hjørring Kommune forsøgte i et år forgæves at få ejeren til at rydde grunden og stoppe med at drive ulovlig ophugger-virksomhed på stedet. Der blev givet påbud, og i august år 2000 blev han meldt til politiet, der sigtede ham for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven. Men først nu, fire år senere, kom sagen for retten , og her måtte den tilmed udsættes til den 22. november, fordi den tiltalte er bortrejst på ferie. - Det er meget uheldigt både for min klient og for borgerne, at der går så lang tid, siger Niels Fjeldberg, der mener, at dele af sagen er forældet.