Miljøtrafikugen slutter med cykelsponsorløb

Øster Brønderslev 21. september 2002 08:00

Ø. BRØNDERSLEV: Miljøtrafikugen slutter i morgen med, at der er hygge og cykelsponsorløb med målområde på Ahornvej ved kraftvarmeværket. Her begynder festlighederne med åbningen af en særudstilling fra Danmarks Cykelmuseum, derefter er der uddeling af præmier i cykelkonkurrencen for kommunens 2. klasse elever. Bagefter er der præmier til vindere af den lokale "Alle børn cykler"-konkurrence. Cykelsponsorløbet bliver skudt i gang med en kanon, og derefter spurter de inviterede cyklister rundt på den 1.5 kilometer lange rute i en time. Blandt pedaltramperne er blandt andre seks af Brønderslev Kommunes byrådspolitikere. Mens cyklisterne sveder for at tjene penge indt til Øster Brønderslev Idrætsforening og til Den Runde Pavillon, er der mulighed for at publikum kan hygge sig i målområdet. Her er der forskellige boder, hvor man kan købe øl, vand, kaffe og pølser, og der er hoppeborg for børnene. Sund By stiller op med en stand, hvor man kan få testet kondition og forbrænding.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...