Milks testamente

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Da Milk ansætter den lesbiske spindoktor Anne Kronenberg (Allison Pill), lykkes det ham at blive valgt. Han får også hjælp af Cleve Jones (Emile Hirsch), der har et enestående stort organisationstalent, når det drejer sig om at samle folk til et oprør.

Milk handler om homoseksuelles rettigheder i USA i 70’erne. Det lyder dødsygt, og det er det på mange måde også, for det er en film, der vil fortælle en forfærdelig masse historier, og det er sjældent klogt. ”Milk” handler om Harvey Milk (Sean Penn), som vi følger i et tiår op gennem 1970’erne. Vi følger ham fra hans tilfældige møde med Scott Smith (James Franco) i New Yorks undergrundsbane på dagen, da han fylder 40 år og frem til, at han myrdes som 49-årig. Og jo: Jeg må godt fortælle, at Milk bliver myrdet til allersidst, for det får vi at vide straks i starten af denne film. Det er på mange måder en træls viden at have. At vi ved, vores ven og hovedperson må dø. Men på den anden side, så er denne film faction: Den baserer sig på den virkelige historie om Harvey Milk, der døde for 30 år siden efter at have kæmpet for borgerlige rettigheder for bøsser gennem en lille dekade. Milk var en ganske almindelig skabsbøsse på 39,99 år, da han møder Scott. Ved det møde bliver hans skæbne beseglet. For da de vågner op næste morgen siger Milk: “Jeg er 40 år, og jeg har intet udrettet”. Men så tager han sig sammen: Flytter til San Francisco, åbner en butik og starter et bøsseoprør. Han stiller op ved snart sagt alle valg og taber hver gang. Det er ligeved og næsten, men det er som bekendt ikke nok, når det drejer sig om demokrati. Så skifter han stil: Dropper hestehale, outreret tøj og firkantet retorik. Finder jakkesættet frem. Bliver rundere og mildere i sine taler. Dropper frygten for kvinder og hyrer en lesbisk spindoktor (selv om begrebet ikke eksisterede dengang). Og bingo: Han kommer i byrådet i San Francisco. I en stilling, der svarer til en rådmand herhjemme. Han bliver også en helt, og han er bannerfører i kampen mod Lovforslag 6, der dengang i 70’erne vakte stor debat i USA. Det var et lovforslag, der ville forbyde homoseksuelle og deres sympatisører at være folkeskolelærere. Se det er jo en god historie. Men der fortælles altså mange andre. Og der fortælles så mange, at det kan være svært at finde sympatien for de mange bi-personer. Det er der ellers grund nok til, forstår vi af de udførlige rulletekster efter filmen, hvor hele helteregistret rulles ud. Filmen fortælles på tre plan: Det vigtigste er en stribe køkkenscener, hvor Milk sidder med en kassettebåndoptager og fortæller sit livs historie. Første ord: ”Dette bånd må kun afspilles, hvis jeg slås ihjel ved et attentat”. Okay: Der bliver det så spændende. Båndet er også hans politiske testamente. Hans vidnesbyrd for eftertiden. Her fortæller han, at han bruger humoren som sit våben. Hvor ville jeg dog ønske, at filmen også havde brugt det våben. I et andet spor følger vi så Harvey Milks udvikling gennem otte år. Og endelig er filmen fyldt med reportageagtige flash back. Klip fra autentiske, gamle nyhedsudsendelser (fakta). Klip fra nylavede nyhedsudsendelser (fiktion). Disse tre spor skal holde os på ret køl gennem de to timer, filmen varer. Det lykkes også. Men ofte sidder man og tænker: Hvad skal jeg med det? Hvorfor er dette relevant? ”Milk” fungerer ikke godt på almindelig films præmisser, fordi den svigter opgaven med at fortælle en historie fra start til slut. I stedet forsøger den at give os en regn af glimtvise begivenheder fra bøsseliv og bøsseoptøjer i 70’erne. Har man interesse for at se den slags, er filmen fed. Men som resultatet er endt, virker det mest som en film, der vil blive populær blandt homoseksuelle. Det er også ganske fint, og det er vigtigt, at denne store minoritet også får noget, de kan betragte som deres. At de kan se ”Milk” som deres egen film og deres egen historie. Men jeg frygter altså, at langt de fleste heteroer vil kede sig. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk “Milk” Instr: Gus Van Sant 2 timer og 8 minutter, tilladt fra 11 år Danmarkspremiere.