Mille er tyk om maven

?TG har en hunkat, som efter de oplysninger, man har fået, er født i juli i år. Mille, som katten hedder, er en hunkat, en ganske almindelig huskat, som har en kattelem i bryggersdøren, så den kan færdes frit ude som inde. TG synes, at Mille er blevet meget tyk omkring maven i løbet af de sidste to-tre uger, og hun er begyndt at spise mere, end hun plejer. TG har en mistanke om, at Mille kan være blevet parret, men kan ikke helt forstå, at det kan være rigtigt, når hun ikke er ældre. Spørgsmålet er, om det kan være rigtigt, at Mille skal have killinger, eller om der kan være andet i vejen med hende? !Du oplyser, at Mille er født i juli, så hun nu er fem-seks måneder gammel. Du skriver samtidig, at du kan se, hun er blevet tykkere de sidste to-tre uger, så hun er sikkert blevet parret for fem-seks uger siden, da der normalt går nogen tid, inden en gravid hunkat bliver synligt tykkere. Mille kan altså være parret i begyndelsen af november, hvor hun er ca. fire måneder gammel, og det kan sagtens passe, at hun da allerede er blevet kønsmoden. Et er i hvert tilfælde sikkert: hun kan kun blive parret, hvis hun er i løbetid, og hun kommer først i løbetid, når hun er kønsmoden og hermed gammel nok til at få killinger. Jeg har været ude for en hunkat, som blevet parret og blev drægtig, allerede da den var fire år og seks måneder gammel. Jeg kan selvfølgelig ikke med sikkerhed sige, at Mille er drægtig. Der findes forskellige sygdomme som gør, at kattens bughule bliver udspilet, så det kan se ud, som om den er drægtig, men så vil der som regel også være andre symptomer, og katten vil være påvirket af sin sygdom. Jeg synes, du skal tage kontakt til din dyrlæge og få Mille undersøgt, så du kan være sikker på, hvad der er galt. Er hun drægtig, bør du fodre hende med et foder, som er specielt beregnet til drægtige og diegivende hunkatte for at være sikker på, at hun får de vitaminer, mineraler og proteiner, som hun har behov for i den periode, hun er drægtig . Gregers Gregersen dyrlæge