Hospitaler

Milliard ekstra til nyt sygehus

Nordjysk jubel over penge fra salg af eksisterende sygehuse

Alt tyder nu på, at Nordjylland i løbet af 10-12 år får et nyt hovedsygehus i Aalborg Øst. Arkivfoto: Michael Koch

Alt tyder nu på, at Nordjylland i løbet af 10-12 år får et nyt hovedsygehus i Aalborg Øst. Arkivfoto: Michael Koch

NORDJYLLAND:Region Nordjylland får selv lov at beholde de penge, der kan tjenes ved at sælge Aalborg Sygehus Syd og Nord. Dermed er planerne om et helt nyt sygehus i Aalborg Øst - tæt ved universitetet - pludselig kommet et kæmpeskridt videre. - Nu ser det ud til, at vi kan få råd til at samle alle aktiviteterne i Aalborg Øst. Også psykiatrien, jubler den ene af regionsrådets to næstformænd, Vagn Kvist (R). Den glade nyhed fik han i går leveret af det ekspertudvalg, som i høj grad er med til at fastlægge fremtidens danske sygehuskort. Hidtil har Region Nordjylland kun været tilgodeset med 3,2 milliarder kroner til sygehusbyggeri. Det rækker blot til en udvidelse af Aalborg Sygehus Syd og en samling af så mange aktiviteter som muligt dér. Hidtil har det ligget i kortene, at indtægterne fra salg af de to eksisterende sygehuse skulle modregnes i de 3,2 milliarder kroner. Men det er altså ikke tilfældet mere. Det nordjyske regionsråd har stædigt kæmpet videre for, at der skal bygges et helt nyt sygehus i Aalborg tæt ved universitetet. Dels fordi pladsen omkring Aalborg Sygehus Syd er meget trang, dels fordi der er store trafikale problemer. Og endelig fordi byggeriet vil komme til at strække sig over rigtig mange år. Desuden argumenterer Region Nordjylland, at et helt nyt sygehus vil fungere langt mere effektivt end et gammelt sygehus, der er udbygget ved knopskydning. Dyre grunde Vagn Kvist vurderer, at salget af de to eksisterende sygehuse i Aalborg kan indbringe omkring en milliard kroner. - Der er jo i alt omkring 160.000 kvadratmeter. Og da der er tale om nogle af de dyre grunde i Aalborg, tror jeg ikke en pris i den størrelsesorden er helt ved siden af, siger han. Hvis det holder stik, har Region Nordjylland med ét slag over fire milliarder kroner at bygget nyt sygehus for. - Dermed er finansieringen af et nyt sygehus ved at være på plads. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi får det nye sygehus, siger Vagn Kvist. Den radikale regionspolitiker har nu ganske længe været overbevist om, at Nordjylland får et nyt hovedsygehus i Aalborg. Men de rare penge, som salget af de to "gamle" sygehuse kan indbringe, betyder, at der sandsynligvis bliver råd til at samle stort set det hele i det fremtidige byggeri. Fagfolk har vurderet, at et nyt sygehus i Aalborg kan bygges for fem-seks milliarder kroner. - Det vil være oplagt, at vi lægger udbuddet af de to eksisterende sygehuse sammen med opførelsen af et nyt. Altså, så vi får nybyggeri som betaling. På den måde får vi mest muligt ud af salget, vurderer Vagn Kvist, der har 40 års erfaring som arkitekt. Vagn Kvist påpeger, at muligheden for at sælge de to sygehuse giver Aalborg Kommune en enestående mulighed for at planlægge nye initiativer på de to matrikler.