EMNER

Milliardærens sidste rejse

Skagens mæcen stedt til hvile i Skagen Kirke. Se billeder fra begravelsen her

Jørgen Philip Sørensen bliver stedt til hvile ved Gammel Skagen Kirke. Foto: Kim Dahl Hansen

Jørgen Philip Sørensen bliver stedt til hvile ved Gammel Skagen Kirke. Foto: Kim Dahl Hansen

Den kendte erhvervsmand og milliardær, Jørgen Philip-Sørensen, blev fredag begravet fra Skagen Kirke. Han boede sammen med sin kone i London, men tilbragte hvert år nogle måneder i Skagen, hvor han blandt andet ejede Ruths Hotel og Danish Yacht. Hans far grundlagde det firma, der senere blev til verdensfirmaet Securitas. Hård men retfærdig Jørgen Philip Sørensen var kendt som en hård, men retfærdig forretningsmand, og cirka 200 dage om året var han på rundrejse til sine mange virksomheder verden over. I Skagen Kirke var Jørgen Philip Sørensen omgivet af blandt andre sin kone, børn og børnebørn, men også mange skagboer var mødt frem. Præst Henrik Bang-Møller, kaldte Jørgen Philip Sørensen for et "ordentligt menneske med en nærmest rastløs kreativitet". Livsnyder Han var samtidig en stor livsnyder, og den faste følgesvend var en god cigar. - Mon ikke han sidder deroppe nu og ryger på en af sine elskede cigarer. Jeg tror nemlig ikke på, at Gud har et snærende rygeforbud, sagde Henrik Bang Møller med et varmt glimt i øjet. Jørgen Philip Sørensen var også et musikalsk menneske med hang til jazzmusik. Derfor var det naturligt, at der blev spillet "What a Wonderful World", da kisten blev båret ud af Skagen Kirke. Jørgen Philip-Sørensen, der blev 71 år, blev begravet på kirkegården i Gammel Skagen.