Buskørsel

Milliardbeløb til buskørsel

Nordjyllands Trafikselskab har indgået historisk stor aftale

NORDJYLLAND:Nordjyske buspassagerer kan se frem til skærme med vejrudsigt, reklamer og nyheder, informationer om næste stoppested og smilende chauffører. Det er nogle af elementerne i den historisk store aftale om de næste otte års bybuskørsel i Aalborg samt to ruter i Vendsyssel, som bestyrelsen for Nordjyllands Trafikselskab (NT) i går godkendte. - Jeg er i hvert fald rigtig godt tilfreds, siger Christian Roslev, direktør i Nordjyllands Trafikselskab, efter at hans bestyrelse i går godkendte aftalen. Aftalen indebærer, at City-Trafik A/S og Arriva Skandinavien A/S de kommende otte år skal transportere buspassagererne rundt i Aalborg. Det er de samme to selskaber, som siden 2002 har siddet på buskørslen i Aalborg og nærmeste omegn. - Men det var bestemt ikke givet på forhånd, at det forsat skulle være dem. For i dette spil tæller følelser overhovedet ikke. Kun kolde facts, og det kan somme tider være hårdt, konstaterer Christian Roslev. Kontrakterne lyder samlet på 1,6 milliarder kroner. Uden sammenligning den største aftale, Nordjyllands Trafikselskab nogensinde har indgået. Bybuskørslen i Aalborg og de to ruter i Vendsyssel - Aalborg-Løkken og Aalborg-Asaa - udgør en tredjedel af den kollektive bustrafik i Nordjylland. De nye aftaler betyder, at 29 af de ældre bybusser i Aalborg allerede i løbet af i år bliver udskiftet med nye, miljøvenlige busser. I løbet af de kommende år skal de resterende 70 bybusser også udskiftes. Samtlige metro-, by- og servicebusser i Aalborg vil blive udstyret med digitale infoskærme og automatisk annoncering af stoppesteder. Alt sammen for at yde en bedre service over for passagererne. - Dermed bliver Aalborg en af de byer, der er længst fremme i bussen på de områder, siger Christian Roslev. Yderligere indebærer de nye kontrakter, at vognmænd og chauffører belønnes, hvis kunderne er tilfredse og busserne miljøvenlige. Der sker i form af en bonusordning. Der tilfalder både NT og de to entreprenører en bonus, hvis passagertallet stiger, idet der indføres overskudsdeling. Bonusordningerne har allerede fungeret et stykke tid, og resultatet har vist sig at være flere og mere tilfredse passagerer. Buskørslen i Aalborg og de to ruter i Vendsyssel har været i EU-udbud. Ifølge direktøren i NT var der flere bud, men hvor mange ønsker han ikke at oplyse. De to vindende selskaber er udvalgt efter en efterfølgende forhandling om betingelserne. Blandt andet om prisen. NT havde håbet at slippe med en prisstigning på mellem fem og syv procent. I virkeligheden bliver prisstigningen på 8,3 procent. Men det er direktøren alligevel ganske godt tilfreds med i betragtning af, at en tilsvarende udbudsrunde i Randers har betydet en prisstigning på 11 procent.