Milliardinvestering i byggeriet

Borgmester Arne Boelt (S) opfordrer kommunens erhvervsledere til mere optimisme.

På Erhverv Hjørrings generalforsamling for nylig forsøgte borgmester Arne Boelt (S) at peppe mere optimisme ind i erhvervslivet med en udtalelse om, at der er investeringer på 1 milliard kr. på vej indenfor byggeri i Hjørring Kommune. - Mange håndværkere har gået hjemme hele vinteren. Mentalt har det nok ikke været så slemt, for de har nok alligevel ikke kunnet lave så meget på grund af sne. Men sneen forsvinder og nu skal håndværkerne i gang, sagde borgmesteren og fortsatte: - Hjørring byråd har selv været handlekraftig, og er allerede nu klar med investeringer for 114 mio. kr. De ligger ude i udvalgene nu, og det er bare om at komme i gang. Jeg tror nok Hjørring er hurtigst ude blandt kommunerne. Han oplyste dernæst, at der med Landsbyggefondens hjælp afsættes 1 milliard kroner til støttet boligbyggeri, så der kommer gang i flere fornyelsesprojekter, så man i Hjørring og Hirtshals kan få færre og mere tidssvarende almene boliger. Desuden har Hjørring Vandselskab flere kloakeringsprojekter på vej. - Op med optimismen. Jeg tror det at vi får flere arbejdspladser i gang i byggeriet kan brede sig som ringe i vandet, så der også kommer gang i flere arbejdspladser i andre branchen, sagde Arne Boelt til de mange fremmødte erhvervsledere og fortsatte: - Jeg har en bøn til jer. Der er et stort behov for at få oprettet flere praktik- og elevpladser. Sørg for at der kommer flere pladser. Set i det lange lys har vi behov for, at de unge bliver uddannet her. I de største projekter er det et krav at der oprettes elev- og praktikpladser i de virksomheder, der deltager. Arne Boelt tilføjede at kommunen selv vil gå målrettet ind for at få flere elever ind. Byggeriet i Hjørring Kommune har dog ikke været sat helt i stå i vinter. For nylig havde EUC Nord rejsegilde på den nye HTX-fløj og nye administration. Escot arbejder stadig med færdiggøre et erhvervskompleks i Hjørring, og i Hirtshals er oceanariet i gang med en stor investering.