Irak

Milliardlån til Irak

WASHINGTON: Den Internationale Valutafond (IMF) gav onsdag grønt lys for et hastelån på knap en halv mia. dollar (tre mia.kroner) til Irak. IMF udtrykte på samme tid håb om, at lånet - det første til Irak fra Valutafonden - vil give anledning til yderligere økonomisk støtte til det krigshærgede land. - Valutafonden gør disse finansielle midler tilgængelige for Irak på et vanskeligt tidspunkt i forhold til den sikkerhedsmæssige situation, men også på et kritisk tidspunkt, hvor Irak stræber efter at genopbygge økonomien og forberede sig til valget i begyndelsen af næste år, siger IMF's viceadministrerende direktør, Takatoshi Kato. Godkendelsen af lånet til Irak kommer samtidig med, at den såkaldte Paris-klub af 19 rige industrilande drøfter en eventuel eftergivelse af Iraks udenlandske gæld på 120 mia. dollar. Paris-klubben, som blandt andet har medlemskab af USA, Canada, Japan, Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien - den såkaldte G7-gruppe - ønsker under normale omstændigheder, at et land har modtaget lån fra Valutafonden, inden der påbegyndes forhandlinger om eftergivelse eller omlægning af et lands internationale gæld. /ritzau/Reuters