Milliardordrer til vennerne

Bølgerne går højt henover Atlanten. George W. Bush truer med amerikansk enegang i Irak. Europæerne protesterer. Men meget mere end irakernes frihed, demokrati og velvære står på spil denne gang. Det gælder Iraks genopbygning - og kontrakter for h

Udenrigspolitik 20. april 2003 08:00

WASHINGTON:Saddam Hussein er knust, hans tropper sønderbombet, og Irak skal genopbygges. Det er en enorm opgave. Det største projekt siden genopbygningen af Tyskland og Japan efter Anden Verdenskrig. Den militære befrielse af Irak anslås at komme til at koste 35 mia. dollars. Genopbygningen bliver formentligt dyrere. Ingen kender det nøjagtige tal, som omfatter alt fra el, vand, gas, veje, hospitaler og skoler til et nyt telefonsystem, havne, lufthavne, jernbaner, vandingsanlæg, olieanlæg og anden indmad. Skønnene svinger fra 25 mia. til 100 mia. dollars over en årrække. Betalingen af den første golfkrig og oprydningen i Kuwait i 1991 blev i stor grad dækket af Kuwait og Saudi-Arabien. Denne gang er det de amerikanske skatteydere, der punger ud, indtil det bliver muligt at få hel eller delvis dækning fra Iraks kommende olieproduktion og fra eventuelle bidrag fra andre lande. De ubesvarede pengespørgsmål hænger som tunge skyer over det irakiske kaos og over Washington. Men krigens store militære sejrherrer i inderkredsen omkring præsident George W. Bush behøver ikke at se så mørkt på det hele. De står til at høste og fordele hovedparten af krigens udbytte blandt deres gode venner og bekendte. Det er, mener de, velfortjent løn til dem, der havde modet til at satse. Ildesete væsler Frankrig, Tyskland, Rusland og andre lande, som gjorde deres bedste for at forhindre felttoget mod Saddam Hussein-regimet, er ikke iblandt de udsete. I USA, hvor en væsel er betegnelsen for en kujon, omtales de som væsel-landene. Bush-regeringen har ladet vide, at de så vidt muligt skal holdes udenfor fordelingen af de store genopbygningskontrakter. Selv USAs britiske kampfæller anført af Bushs største internationale støtte, Tony Blair, har hidtil fået den kolde skulder til betydelig britisk forbitrelse. Og som det tyske nyhedsmagasin Stern udtrykker det: - Når selv pudlerne ikke bliver belønnet, hvem gider så lytte til væslerne. Kun de helt store amerikanske kanoner i entreprenørbranchen er lukket ind i det eksklusive selskab, der blev bedt om i al hemmelighed at give bud på de første store irakiske anlægskontrakter. Udover at de er amerikanske, har de det fortrin, at de har global erfaring. Og så skader det næppe, at de har overordentligt gode politiske forbindelser gennem deres svingdøre direkte ind i magtens inderste kamre, og at de spæder millioner af dollars til fortrinsvis de republikanske valgkampkasser. Fra 1999 til 2002 bidrog de fem selskaber med to mio. dollars til republikanske toppolitikere og en mio. til demokraterne. Forrest i rækken af indbudte var Halliburton Corporation, som har sit hovedkvarter i Texas. Dets øverste chef indtil præsidentvalget i 2000 var Dick Cheney, som nu er USAs vicepræsident. Han kom direkte til Halliburton efter sin tid som forsvarsminister under den første golfkrig. Cheney drev Halliburton til randen af fallit med opkøbet af rivalen, Dresser Industries, som stod til at tabe milliardbeløb i erstatninger til ofrene efter virksomhedens uansvarlige omgang med asbest. Halliburton er også i det amerikanske finanstilsyn, SECs søgelys for mulige bogføringsuregelmæssigheder i Cheney-årene. Alligevel blev Cheney forgyldt med aktieoptioner ved sin afgang fra Halliburton. Han solgte dem for 30 mio. dollars i august, 2000 - to måneder før, bekendtgørelsen af problemer i Halliburton fik aktierne til at styrtdykke i værdi. Trods nedskæringer og masseafskedigelser i virksomheden var der tillige råd til at sende Cheney afsted til Det hvide Hus med et ekstra-bevilget gyldent håndtryk, som stadig indbringer ham 200.000 dollars årligt oveni vicepræsidentlønnen og afkastet af hans private formue. Halliburton, der opererer i 120 lande, henter hovedparten af sine milliardindtægter (12,6 mia. dollars i fjor) indenfor olieindustrien. Men selskabets indtjening fra det amerikanske forsvar steg 40 procent alene i de sidste tre måneder af 2002. Halliburton leverede cellerne til de tilfangetagne al-Qaeda terrorister på den amerikanske base i Guantanamo, Cuba, men tjener milliarder på den del af militærets logistikarbejde, som ikke har høj profil. Endnu før de første skud var affyret i den seneste golfkrig, ankom store hold af folk med baseballkasketter påtegnet KBR fra Kellogg Brown & Root, en Halliburton-afdeling, til Kuwait. Bush-regeringen havde udpeget dem til at forestå driften af flere af de amerikanske militære lejre og forberede udbedringen af skader på Iraks olieindustri. KBRs specialister var også tildelt den første kontrakt til at stå for bekæmpelsen af brandene, som Saddam Hussein ventedes at sætte i oliefelterne. Det var således ikke overraskende, at Halliburton også var favorit til at vinde de største genopbygningskontrakter i de hemmelige licitationer blandt de amerikanske topselskaber. Men det var før et par fremtrædende demokratiske kongresmedlemmer greb ind. Amerikanerne er vant til en vis sammenspisthed mellem forsvarsrelaterede industrivirksomheder og især republikanske politikere. Få lader sig således ophidse over, at det republikanske kongresmedlem, Darrell Issa fra Californien gentagne gange i Kongresen har insisteret på, at et telefonselskab, som har ydet 5.500 dollars til hans valgkampagne, skal genopbygge Iraks telefonvæsen, selvom resten af Mellemøsten bruger et konkurrerende europæisk telefonsystem. Men Cheney-Halliburton forbindelsen er så tyk, at den amerikanske kongres' uafhængige revisionsafdeling, the General Accounting Office, forleden indvilgede i at gennemføre en tilbundsgående undersøgelse af hele den irakiske entrepriseuddeling. Det skete efter krav fra de to demokrater, Henry Waxman og John Dingell, som finder det påfaldende, at vicepræsidentens tidligere firma har modtaget stribevis af kontrakter fra Bush-regeringen også efter afsløringen af uregelmæssigheder i Halliburtons drift af projekter i Balkan-regionen og svindel på en militærbase, som blev takseret til to mio. dollars i bøder. Trak sig fra licitation Halliburton valgte forleden at trække sig fra den hemmelige Irak-licitation. Selskabet forventer fortsat at få en hovedrolle i Irak, men nu fortrinsvis som underleverandør og samarbejdspartner med andre. Op til weekenden bekendtgjorde de amerikanske myndigheder, at den første store irakiske anlægskontrakt nu går til Halliburtons største konkurrent, Bechtel-Gruppen, som blandt sine mest berømte anlægsarbejder tæller Kanaltunnelen, Hong Kongs lufthavn og Hoover-dæmningen i Nevada. Bechtels republikanske toppolitiker er den forhenværende udenrigsminister, George Shultz. Han var Bechtels øverste chef, før han blev udenrigsminister i Ronald Reagans regering. En anden Bechtel-topchef, Caspar Weinberger, blev Reagans forsvarsminister. Shultz vendte tilbage til en toppost i Bechtel, da han forlod Washington. I dag er han tillige formand for det rådgivende udvalg for the Committee for the Liberation of Iraq, en sammenslutning af konservative republikanere, der støtter krigen mod Irak. Shultz var også en prominent rådgiver for George W. Bush under valgkampen i 2000. Også den mest indflydelsesrige skikkelse i såvel det militære som det civile Irak-projekt, forsvarsminister Donald Rumsfeld, har optrådt i Bechtels tjeneste. Som Ronald Reagans særlige udsending i begyndelsen af 1980erne talte han Bechtels sag overfor en vigtig forbundsfælle og bygherre af en olieledning i Mellemøsten - Saddam Hussein. Projektet gik i vasken, men nu får Bechtel omsider lov at vise irakerne, hvad selskabet kan præstere. Shultz, der ses som en af USAs ældre statsmænd, afsværger naturligvis ethvert profitmotiv for sin rådgivende virksomhed om Irak-krigen. Men han var ikke sen til at fastslå overfor New York Times forleden: - Hvis der er et stykke arbejde at udføre i Irak, er Bechtel virksomheden, der kan klare opgaven. En lignende naturlig sammensmeltning mellem indflydelse og fortjeneste forekommer overalt i Bush-regeringens irakiske projekt. Her er et beskedent udpluk af eksempler: *Jay Garner, en pensioneret tre-stjernet general og nu kendt som 'sheriffen af Bagdad', er sat i spidsen for kontoret for genopbygning og humanitær hjælp i Irak og skal koordinere hele den amerikanske indsats. Garner er præsident for forsvarsindustrifirmaet SY Coleman, som har milliardkontrakter med forsvaret om logistik og har en andel i Patriot-missilerne. Firmaet ejes af L-3 Communications, som er blandt de store bidragydere til USAs politiske partier. Garner er en personlig ven af Cheney og Rumsfeld. *Richard Perle, en af ideologerne bag Irak-strategien, optræder som konsulent for talrige forsvarsindustri-virksomheder, samtidig med at han sidder i Forsvarsministeriets politiske rådgivningsudvalg. Han trådte tilbage fra udvalgets formandspost, da interessekonflikten blev for åbenlys, men han forblev i udvalget. *James Woolsey, tidligere chef for USAs centrale efterretningstjeneste, CIA, er udset til at styre det nye Iraks informationsministerium under overgangen til irakisk selvstyre. Som konsulent for forsvarsindustrien har Woolsey en stribe klienter, som har leveret isenkram og serviceydelser til Afghanistan, Bosnien og talrige andre steder, og som også håber at få del i den irakiske kage. Woolsey er blandt de stærkeste tilhængere af amerikansk enegang. - Vi har ikke brug for europæerne, sagde han før krigen i Irak. Så snart vi har succesen i hus, skal de nok stille sig forrest i køen af rygklappere og sige, at de hele tiden var på vores side. *Andrew Natsios, chef for USAid, United States Agency for International Development, som står for uddelingen af en del af entrepriserne under Iraks genopbygning. Han har erfaring fra en tidligere stilling, hvori hans samarbejdede med Bechtel på et underjordisk anlægsarbejde i Boston, som sprængte alle budgetrammer og endte i skandale. Ikke færre end 28 af hans tidligere medarbejdere i USAid har i dag fremtrædende poster i IRG, som også har modtaget kontraktarbejde i Irak via USAid. Bush-regeringens irakiske genopbygningsnetværk er stærkt og lægger sig tungere over Irak for hver dag, der går. Sådan kommer det til at fortsætte, hvis det bliver op til amerikanerne. EU og FN ude i kulden I Europa knytter især Frankrig, Tyskland og Belgien, som bekæmpede det amerikanske krigstogt, deres forhåbninger til EU-landenes bestræbelser for at få hovedansvaret for genopbyggelsen lagt over i FN. Deres trumfkort er de eksisterende FN-sanktioner imod Irak. Sanktionernes ophævelse er betinget af, at det bliver godtgjort, at Irak ikke længer har masseødelæggelsesvåben. Meget af genopbygningen og udviklingen af det nye Irak står og falder med sanktionernes ophævelse. Rusland har truet med at nedlægge veto, hvis USA insisterer på fortsat enegang. Men amerikanerne ser fortsat kun en FN-rolle i det humanitære hjælpearbejde. - Irak bliver ikke sat under FNs flag. Vi ser intet behov for nogen FN-operation, siger en højtstående amerikansk regeringstalsmand til New York Times. Bush-regeringen ser heller intet behov for at tilkalde FNs våbeninspektører. Til gengæld anser Bush det for vigtigt, at irakerne får at se, at USA kom som befrieren, der overholder løfterne om at skabe et mere velstående Irak med demokratiske institutioner. Nye skingre opgør forestår i FNs sikkerhedsråd. I mellemtiden forsikrer Bechtel om, at mange underentrepriser i det irakiske genopbygningsarbejde vil blive udbudt i international licitation. Briterne står forrest i køen af dem, der føler sig fortjente til at få del i krigsbyttet. De står side om side med danskerne og de øvrige fra koalitionen af de villige, og med arabiske selskaber, der også vil nyde godt af den nye velstand, der tilflyder regionen. Bagerst står tyskerne, russerne og franskmændene, som har betydelig erfaring og store tilgodehavender fra tidligere virksomhed i Irak. Allesammen håber, at der falder smuler af til dem. - Og hvorfor skulle der ikke det? spørger de officielle talsmænd i Washington. - Det hvide Hus har ikke truffet beslutning om at udelukke nogen lande eller virksomheder fra at få kontrakt, siger Michael Anton fra Bushs nationale sikkerhedsråd. - Ingen politiske hensyn har spillet ind hidtil, hævder Bush-regeringen. Alle beslutninger om kontrakter vil fortsat blive truffet udelukkende på det sagligste grundlag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...