København

Milliardsvindel mod Skat: Dansk politi mistænker finansmand

Mistede 6,2 milliarder men politiet er på sporet af gerningsmænd

Dansk politi mistænker finansmand for at stå bag milliardsvindel. Foto: Scanpix

Dansk politi mistænker finansmand for at stå bag milliardsvindel. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Dansk politi mistænker mindst to personer i den omfattende sag om svindel med tilbagebetaling af udbytteskat, hvor Skat er blevet franarret mindst 6,2 milliarder kroner. Det erfarer DR Nyheder.

Blandt de mistænkte er ifølge DR Nyheders oplysninger en finansmand med investeringsvirksomhed i London. Politiet har allerede beslaglagt aktiver for et mindre millionbeløb i euro på en konto, der tilhører den pågældende, erfarer DR Nyheder.

Samtidig står det nu klart, at det er selskaber i blandt andet Malaysia og USA, der er blevet brugt i svindelnummeret. Særligt Malaysia har en attraktiv skatteaftale med netop Danmark, hvorfor det er oplagt, at netop selskaber indregistreret i det østasiatiske land er blevet udbyttet i svindelnummeret, forklarer Claus Kirkeby Olsen, skattepartner i Rønne & Lundgren.

- Malaysia er en ren lækkerbisken, hvis man vil lave svindel med udbytteskat, for skatteaftalen mellem Danmark og Malaysia siger nul procent på udbytteskat, siger han.

Har hyret forsvarsadvokater

De mistænkte bagmænd er allerede repræsenterede ved danske forsvarsadvokater, blandt andet advokat Anders Nemeth, som på nuværende tidspunkt dog ikke ønsker at kommentere sagen.

- Omstændighederne taget i betragtning har jeg ikke nogen kommentarer til sagskomplekset, siger han.

Det er SØIK, også kaldet bagmandspolitiet, der står for efterforskningen. Her ønsker man hverken at be- eller afkræfte de nye oplysninger i sagen.

- Af hensyn til efterforskningen har jeg på nuværende tidspunkt ingen kommentarer, siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen.

Modtog tip om svindel

Sagen startede, da Skat i sommer modtog to af hinanden uafhængige tip om den omfattende svindel, der er foregået ved, at bagmændene siden 2012 har indsendt over 2.000 forfalskede ansøgninger om tilbagebetaling af udbytteskat. Det ene tip kommer fra en dansk advokat, der ifølge DR Nyheders oplysninger havde konkret viden om den igangværende svindel - og ønskede den stoppet.

Det andet tip er kommet fra de britiske skattemyndigheder, der ifølge DR Nyheders oplysninger på deres side blev gjort opmærksom på svindlen af britiske bankfolk i London, der undrede sig over, at det danske skattevæsen udbetalte store summer til konti i banker i London.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.