Blokhus

Million- investering skal rette op på Blokhus

Af Grete Mill grete.mill@nordjyske.dk BLOKHUS: Lokale investorer, ildsjæle og Jammerbugt Kommune vil gøre Blokhus til en perle, der skal stråle langt ud over landegrænserne. Den nedadgående kurve med ophørsudsalg og tomme butikker i en by, der langt fra ligner det oprindelige fiskerleje, skal knækkes, og byen skal være et spændende sted, der er værd at besøge og handle i. Derfor har en lokalpatriotisk investorgruppe købt 14 markante ejendomme i byen. Den vil være med til at udvikle oplevelser i bybilledet og styrke markedsføringen, så mennesker med hang til friluftsliv og wellness vil styre mod Blokhus, bl.a. med Blokhus Maraton som løftestang. Lokale ildsjæle og øvrige forretningsliv skal være med til at udvikle såvel by som oplevelser. Målet er kvalitet i en grad, der får besøgende til at vende tilbage til landets største sommerhus- og campingområde og får kommunens borgere til at være glade for at være en del af det. Side 4-5