Aalborg

Million-program til vækst er nu i gang

I begyndelsen af juni fik Væksthus Nordjylland bevilget godt 56 millioner kroner fra Erhvervs- og Byggestyrelsen til at sætte gang i et vækstprogram for nordjyske virksomheder. Nu er de første 18 af dem godkendt og parat til at gå i gang.

Virksomheder der ønsker at deltage i "Flere virksomheder i vækst" skal i første omgang henvende sig på et af de nordjyske kommuners erhvervskontorer. For eksempel her hos erhvervschef Povl Bjarne Jensen på Erhvervscenter Jammerbugt. Arkivfoto: Jens Morten

Virksomheder der ønsker at deltage i "Flere virksomheder i vækst" skal i første omgang henvende sig på et af de nordjyske kommuners erhvervskontorer. For eksempel her hos erhvervschef Povl Bjarne Jensen på Erhvervscenter Jammerbugt. Arkivfoto: Jens Morten

Programmet hedder "Flere Virksomheder i Vækst" og er det største i Nordjylland nogensinde. Det skal understøtte vækst hos cirka 200 nordjyske virksomheder over de kommende tre år. Virksomhederne skal selv deltage i finansieringen med penge og timer i et omfang, der bringer det samlede budget for programmet op på 113 millioner kroner. PSC i Brønderslev, som er global markedsleder inden for produktion af displayruder til blandt andet bilindustrien, er den første virksomhed, som blev godkendt til programmet, og administrerende direktør Martin Møller glæder sig over at kunne komme hurtigt i gang: - Vi står over for at skulle gennemføre en treårig vækststrategi, og det nye program giver os mulighed for at få den rette rådgivning og at få tilkoblet de rigtige konsulenter på opgaven. Virksomhedens vækststrategi omfatter både etablering af nyt internationalt salgsteam, proces- og kompetenceudvikling samt portefølje- og produktudvikling, og Martin Møller forventer en vækst på 15 procent pr. år de næste tre år primært på eksportmarkederne. Haaning på Mors er også blandt de 18 virksomheder, som nu er blevet godkendt til at gå i gang med vækstprogrammet. Haaning er førende i Danmark inden for indretning af cafeer, grillbarer og cafeteriaer samt inden for produktion af pølsevogne og grillhuse. Udfordringen hos Haaning de seneste år har været at tiltrække medarbejdere til virksomheden: - Vores vækst er blevet bremset af manglen på arbejdskraft, konstaterer administrerende direktør Elvin Kristensen. - Derfor vil vi nu i samarbejde med Væksthus Nordjylland have fundet en specialist, som kan rådgive os om effektiviseringer, først i administrationen og siden i produktionen, så vi ad den vej kan vækste. Både PSC og Haaning har potentiale til høj vækst både i Danmark og i udlandet, og det er et vigtigt element i udvælgelsesprocessen, at virksomheden har vækstpotentiale. Heidi Stubberup Ebeling fra Væksthus Nordjylland er projektleder på programmet og fortæller, at man aldrig tidligere har haft så stor søgning på et program: - Vi bliver dagligt bekræftet i, at de nordjyske virksomheder har behov for rådgivning og hjælp til vækst, siger hun og fortæller, at virksomheder, der ønsker at deltage i "Flere Virksomheder i Vækst", skal begynde med at tage kontakt til et af de 11 nordjyske kommuners erhvervskontorer.