Millioner af kroner forsvinder i usynlig røg

Miljøet den store vinder efter at varmeværket fik nyt, dyrt filter på skorstenen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Så meget teknik for nogle få gram skidts skyld - men så får vi også has på dioxinen, siger de kloge. Foto: Martin Damgaard

AARS:Det er sjældent at politikere er tilfredse med at se millioner af kroner forsvinde i den blå luft. Men det kunne man opleve fredag. Det nye anlæg til rensning af røggas er nemlig skabt til at få skadelige stoffer til at forsvinde inden de hvirvles ud under skyerne. Og når det handler om at pille noget så farligt som dioxin ud af miljøet, er millionernes forsvinden i orden, synes politikerne. Fra skidt til varme 35 millioner kroner er der brugt på at bringe røgrensningen så meget i top, at eksperter tør tro på at varmeværket er sikret for de fleste lovkrav af den type et godt stykke ud i fremtiden. Når investeringen har været nødvendig, er det ikke fordi man sviner specielt meget i Aars i forvejen. Men både i Danmark og EU strammes der op spredning af farlige stoffer, og netop et anlæg som det i Aars får brændsel, der er lidt problematisk. Og det er vores alle sammens skyld. Det er nemlig affald fra 33.000 husstande og virksomheder i seks himmerlandske kommuner, sammen med Brovst, der gennem det fælles affaldsselskab Renovest sendes til de store ovne, der veksler skidt til varme for Aars 3.600 husstande. Rester går i sækken Da det er meget forskellige ting, vi kommer i affaldsposerne, giver det meget forskellige rester, når flammerne har gjort deres. Et af de værste produkter er dioxin, der ligger som bittesmå partikler tilbage efter forbrænding. Dioxin bliver til, når man blandt andet brænder plastic og kartoner af. Og dioxin er noget af det værste et levende væsen kan få ind under huden. selv i ekstremt små partikler. Nu blæses røgen gennem en række store sække, der får langt det meste skidt til at sætte sig fast. Det er enorme mængder luft, der renses. 310 millioner kubikmeter luft, for at være helt præcis, når der fyres op under 53.000 ton affald. Alligevel er effektiviteten så stor, at man mener at opfange 99,9 procent af dioxinen i poserne, inden røgen blæses ud af skorstenen. Og ikke nok med det: Lige så meget bly og andet støv fanges også. For ikke at tale om mere end 97 procent af den svovldioxid og saltsyre, der ellers også bliver læsset ud i landskabet. Værket får også en hel del slagger ud af sin evindelige kamp for at holde aarsinge varme og glade. Hvert fjerde ton ender som slagger under veje og lignende. De sidste 900 ton køres til gamle saltminer i Harzen, hvor de agerer fyld i dybe huller, herfra og til evigheden.