Millioner dødsfælder hærger Angola

27 års borgerkrig har sat sine dybe spor i Angola. Selvom der har været fred i landet siden 2002, lever en del af krigen endnu. Omkring syv millioner livsfarlige soldater ligger stadig og lurer. De ligger og venter på at dræbe eller lemlæste. Uden formål - og helt tilfældigt. Soldaterne behøver hverken søvn, vand eller mad. Soldaterne er ikke menneskelige, men landminer, der ligger gravet ned i størstedelen af Angola. Halvdelen af de områder, hvor flygtninge vender tilbage til, er direkte inficeret af minerne. På grund af krigens langstrakte forløb og bølgen frem og tilbage, er der ingen der har nogen anelse om, hvor minerne er. En gang i mellem giver de dog lyd fra sig: når et barn, en far eller en ged træder på en mine. Ofte ligger minerne omkring marker, skoler, hospitaler, brønde, markeder og beboelse. Men også veje og broer er ledsaget af miner. Det gør, at adgangen til de mest basale behov for lokalbefolkningen i Angola, er meget begrænset. Hele områder eller byer kan være totalt isoleret fra resten af landet, fordi veje og stier er mineret. Landsby-folkene mangler mad, fordi markerne er mineret, og adgangen til vandforsyningerne er ligeledes afskåret. Efter freden i 2002 er problemet med landminer vokset. En af de primære grunde er, at de omkring fire millioner angolanere, der er drevet på flugt, tror så meget på freden, at de er begyndt at vende tilbage i stort antal. Og mange kender ikke til minefaren, og færdes uvidende i de minerede områder. Der findes en række minerydnings-programmer i Angola, men langt fra nok til at rydde hele landet for miner. Regeringen i Angola er ikke de mest ihærdige, når det kommer til at rydde miner. Det er stort set kun militær minerydning, de tager sig af. En anden form for minerydning er den kommercielle. Altså dem der har penge kan slippe af med minerne. Og det er især områderne omking diamantressourcerne eller olieressourcerne, der bliver afluset for miner. Den fattige del af befolkningen - som Angola er mest rig på - har selvsagt ikke råd til at betale for minerydningen. En lang række NGO'ere har derfor meldt sig på banen, for at lave humanitær minerydning. En af dem er Folkekirkens Nødhjælp, der lige har startet et Mine-Action program i Moxico-provinsen i Angola. Målet er, at skabe en kapacitet af angolanere, der inden for kort tid selv kan overtage og føre arbejdet videre. Folkekirkens Nødhjælp uddanner således lokale til at tage sig af mineproblemet. - Ideen er ikke at rense hele Angola for landminer - men at skabe akut adgang til den vigtigste del infrastrukturen: brønde, veje, broer og marker, så lokalbefolkningen på den måde selv kan komme skridtet videre. Der er nok opgaver at løse de næste 20 til 30 år, siger programleder Christian Larssen. - Derfor er en vigtig del i vores program også, at vi oplyser de lokale om minefaren. Om hvordan man lever trygt med minerne, tilføjer han. Christian Larssen mener, at Angola er i katastrofe-tilstand. Der er behov for akut hjælp til at fjerne miner og skabe adgang til basale behov. Oven i mineproblematikken har dette års regntid vist sig, at skabe yderligere problemer for Angola. På grund af regnen er 1,2 millioner mennekser isoleret fra at modtage mad fra nødhjælpsorganisationer. Og store dele af høsten er gået tabt i de store regnmængder.