EMNER

Millioner på vej til sindslidende

KØBENHAVN: Regeringen lægger nu op til at bruge et par hundrede millioner kroner ekstra på hjælp og aktivering af sindslidende. Det fremgår af et regeringsoplæg, der indeholder en række nye tiltag i forhold til sindslidende kontanthjælpsmodtagere. - Mange psykisk syge føler sig låst fast på passiv forsørgelse. Derfor kommer vi nu med 10 forslag til, hvordan de kan hjælpes i gang igen, siger den konservative socialordfører, Tom Behnke, der har aftalt planen med socialminister Eva Kjer Hansen (V) og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V). De mange penge skal udløses over en fireårig periode og tages fra satspuljemidlerne. Derfor kan projektet heller ikke sættes i søen, før de øvrige satspuljepartier - alle partier undtagen Enhedslisten - er taget i ed. Ifølge oplægget skal der bl.a. etableres virksomhedscentre i tilknytning til store private og offentlige virksomheder over hele landet. Centrene skal hjælpe med til at opkvalificere de sindslidende, bl.a. ved at opbygge den enkeltes sociale kompetencer. Samtidigt skal aktiveringsindsatsen fremskyndes, så der ikke længere kan gå lang tid, fra den enkelte er udskrevet fra psykiatrisk behandling, til aktiveringen går i gang. Og endelig skal den generelle vejledningsindsats både til den psykiske syge, til virksomheder, der kan ansætte sindslidende og til de kommunale sagsbehandlere, have et løft. /ritzau/