Millioner til arbejde med opfindelse

Om få år kan risikoen for blodpropper afsløres på nogle minutter

Samuel Schmidt, idémanden bag opfindelsen, har aldrig tvivlet på dens muligheder.

Samuel Schmidt, idémanden bag opfindelsen, har aldrig tvivlet på dens muligheder.

Med en kapitalindsprøjtning på 33 millioner kroner er en opfindelse fra Aalborg Universitet kommet langt tættere på virkeliggørelse. Det betyder, at allerede om få år vil både sygehuslæger og praktiserende læger på få minutter kunne måle patienters risiko for at få en blodprop. Det er det danske selskab Acarix - der har Coloplast og Aalborg Universitet som hovedaktionærer - der har formået at rejse det store beløb fra et internationalt investeringssyndikat - midt i en tid, hvor venturekapital ellers ikke hænger på træerne. Peter Samuelsen, administrerende direktør i Acarix, er da også lykkelig for opbakningen: - Interessen fra investorerne har været stor, og for os var det afgørende at få en investorkreds, der ud over finansiering også har et stærkt kendskab til markedet for hjertediagnostik samt kan agere som sparringspartner i den videre udvikling af forretningen, siger han. Etableret i 2009 Acarix blev etableret i 2009, efter at studerende og forskere i flere år havde arbejdet med idéen. Den udspringer af, at blodpropper alene herhjemme er skyld i cirka 20 procent af alle dødsfald, og for en fjerdedel af de ramte sker dette helt uden forvarsler. Et af problemerne er, at praktiserende læger i dag ikke råder over instrumenter, som kan forudse risikoen for, at en patient vil kunne blive ramt af en blodprop. Men det kan det nye produkt, som består af en sensor med en avanceret mikrofon, som lytter til blodets passage i kransarterierne omkring hjertet. Forsnævringer i disse vil give turbulens i blodet, hvilket kan være et forvarsel om en kommende blodprop. Lyden bearbejdes i sensoren, som beregner en score, der fortæller, hvorvidt den pågældende patient har behov for yderligere undersøgelser eller behandling. Hele målingen er overstået på blot tre minutter. Kapitalindsprøjtning er en sejr Den oprindelige idémand bag produktet er Samuel Schmidt, som begyndte at arbejde med det som specialestuderende i 2005. Han ser kapitalindsprøjtningen som en af de store sejre for hans idé fra studietiden: - Det er simpelthen så fedt, det er en drøm, der går i opfyldelse. Men jeg har nu aldrig været i tvivl om potentialet i metoden, siger Samuel Schmidt, der som forsker på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet fortsat er involveret i projektet, hvor han i samarbejde med Acarix står for forskning og videreudvikling af analysemetoden bag produktet. Manglen på diagnostiske værktøjer betyder, at læger i dag henviser patienter med smerter eller gener, der kunne tyde på en kommende blodprop, til dyre hjerteundersøgelser på hospitaler. Her sker det næsten i hvert andet tilfælde, at man finder ud af, at patienten ikke har behandlingskrævende forsnævringer i blodårerne. Acarix' produkt vil derfor ikke alene bidrage til, at patienter bliver skånet for unødvendige risici fra diverse undersøgelser, men vil også bidrage til besparelser i sundhedsvæsenet ved at kunne målrette behandlingen. Produktet forventes at være klar til markedslancering allerede i starten af 2013 og rettes først mod specialister og herefter mod øvrigt sygehuspersonale og praktiserende læger.