Millioner til britisk diabetescenter

KØBENHAVN:Novo Nordisk har valgt at investere 40 millioner kroner i et nyt britisk diabetescenter, som i går blev officielt indviet ved Oxford nordvest for London. Beløbet svarer til en tredjedel af prisen for det nye center, der samler grundforskning, klinisk forskning, patientbehandling og undervisning under ét tag. Centret har sat sig det ambitiøse mål at finde en metode til at helbrede diabetes inden 2015. Novo Nordisk har en tilsvarende vision om at overvinde diabetes: - Men vi kan ikke gøre det alene. Derfor må vi gøre en indsats for at nedbryde barriererne mellem industrien, staten og den akademiske verden, så vi kan og lære at arbejde sammen, siger Novo Nordisk administrerende direktør Lars Rebien Sørensen til Ritzau. Det nyopførte center, som hedder Oxford Centre for Diabetes, Endocrinology and Metabolism (OCDEM), har i alt kostet 120 millioner kroner. Det beskæftiger 120 forskere, laboranter, læger, sygeplejerker, diætister og administrativt personale, som både forsker, laver kliniske studier og behandler patienter. /ritzau/