Millioner til forskning i zoneterapi/akupunktur

Forskning 3. september 2002 08:00

Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil bruge fem millioner kroner ekstra til forskning i zoneterapi og akupunktur. Oprindelig var der afsat en mio. kr. til området. I Forenede Danske Zoneterapeuter (FDZ), hilser man beslutningen velkommen, da zoneterapi er den alternative behandlingsform, der har den største folkelige opbakning. Som følge af ekstrabevillingen på finansloven uddeler Videns- og Forskningscentret for Alternativ Behandling (ViFAB) 3,5 mio. kr. til eksterne forskningsprojekter inden for alternativ behandling og naturmedicin. Midlerne er øremærket til: - Behandlingsforsøg med henblik på at afprøve effekten af zoneterapi og akupunktur i behandlingen af visse sygdomme. - Effekten af alternative behandlinger/naturmedicin i behandlingen af astma- og allergi. De ekstra penge kommer i en tid, hvor der er stigende og positiv interesse omkring de alternative behandlingsformer. Siden 1987 er antallet af klienter på de alternative klinikker fordoblet, og koordinator i FDZ's forskningsråd Leila Eriksen tror ikke den udvikling vil stoppe foreløbig. - Mange behandlerforeninger har gennem årene arbejdet med kvalitetsudvikling og forskning. Det har bevirket en styrket udvikling og samarbejde til det etablerede sundhedssystem. Zoneterapeuterne har sammen med andre behandlerforeninger samtidig arbejdet på brobygning til det etablerede system, hvilket givetvis smitter af i befolkningen, siger Leila Eriksen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...