Aalborg

Millioner til højteknologi

Nordjysk innovationsmiljø valgt til at forvalte Videnskabsministeriets støttekroner

NOVI INNOVATION skal forvalte 20 mio. kr. til nyskabende iværksættere. Arkivfoto: Henrik Bo

NOVI INNOVATION skal forvalte 20 mio. kr. til nyskabende iværksættere. Arkivfoto: Henrik Bo

NORDJYLLAND:Der er penge på vej til højteknologiske iværksættere i Nordjylland. Videnskabsministeriet har valgt Novi Innovation A/S, Aalborg, til at være et af seks danske innovationsmiljøer i innovationsmiljøprogrammet. Dermed skal Novi over de næste tre år være med til at forvalte de penge, som ministeriet har til at støtte højteknologisk innovation. - Det er vi meget glade for, for det tilfører 20 millioner kroner til Nordjylland, hvor vores primære fokus er, siger direktør Jesper Jespersen, Novi Innovation. I 2009 har Videnskabsministeriet afsat i alt 130 millioner kroner til innovationsmiljøprogrammet, og de 20 millioner er altså gået til det nordjyske innovationsmiljø. 900 millioner fra private Novi Innovation forpligtiger sig til at skyde 20 procent oveni det beløb af statens penge, som de vælger at give til iværksætterne. Men det er ikke kun økonomisk støtte, de kan bidrage med. - Vi har viden om, hvordan man kommercialiserer ideer, og vi har organisations- og markedsviden, forklarer Jesper Jespersen. I en iværksætters opstartfase kan Novi Innovation højst støtte med halvanden millioner kroner af statens penge. Efterfølgende kan de dog smide 2,5 millioner kroner oveni projektet, såfremt de kan skaffe yderligere 3,7 millioner kroner fra andre investorer. Det kan være svært i øjeblikket på grund af finanskrisen, men det er noget, som innovationsmiljøprogrammet har haft stor succes med tidligere. I 2007 lykkedes det at skaffe 900 millioner kroner i private investeringskroner. Mangler den store succes Novi Innovation har været med i de 10 år, som innovationsmiljøprogrammet har eksisteret. Her har de været med til at sætte skub i en række iværksættere, som har lavet pæne omsætninger. - Vi mangler dog at se den helt store succes i 100 millioner-klassen, men der er potentiale i vores portefølje, fortæller Jesper Jespersen. Det er fra det portefølje, Novi Innovations nu skal finde ud af, hvem der skal have glæde af Videnskabsministeriets millioner.