Millioner til indsats for ledige akademikere

Regeringen vil i år bruge 65 millioner kroner på at hjælpe den voksende række af ledige akademikere ind på arbejdsmarkedet.

En ny plan fra regeringen indeholder seks initiativer. En saltvandsindsprøjtning på 25 mio. kr. til privat jobformidling for ledige akademikere og 30 mio. kr. til 70 nye ph.d.-stillinger i 2004. Dertil kommer yderligere 10 mio. kr. til flere områder: en kampagne, som skal åbne arbejdspladser i små og mellemstore virksomheder for akademikere, statslige jobtræningspladser, introkurser om akademikeres vej til det private erhvervsliv samt en informationskampagne for iværksættere. Vil hjælpe unge Alene i 2003 er der blevet 5.500 flere ledige akademikere, og det har nu fået regeringen til at indse, at der er brug for at forstærke indsatsen, indtil det længe ventede økonomiske opsving sætter ind. - For regeringen er det afgørende, at vi ikke taber en hel generation af højtuddannede unge mennesker på gulvet. Deres talent må ikke gå tabt, mens vi venter på opsvinget. De unge mennesker er fundamentet for fremtidens velstand og velfærd. Derfor skal vi værne om deres viden og værdi på arbejdsmarkedet. Det kan vi kun gøre ved, at flest mulige får lov at stifte bekendtskab med en arbejdsplads, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V). Han håber først og fremmest, at indsatsen vil hjælpe flere akademikere ind på små og mellemstore virksomheder. - For blot et par år siden var der mange, der forgæves søgte akademiske medarbejdere. De har nu muligheden, og det skal vi hjælpe dem med, siger Claus Hjort Frederiksen. Læs mere side 10