Millionerne ruller ved Aa Mølle

Budgettet for Mariager Fjord Golfs bane runder nu 35 mio. kr.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Da golfklubben stod for planerne, regnede man med et klubhus til tre millioner, så regnede investorgruppen Mariager Fjord Golf A/S på tingene og nåede frem til fem millioner. Allerede inden første spadestik er taget, er det givet, at det beløb heller ikke holder, men investorerne agter ikke at gå på kompromis med hverken kvalitet eller indhold. Tegning: FJORDEN Arkitekter maa

MARIAGER/HADSUND:Skovrydningsmaskiner, gravemaskiner og arkæologer har siden 14. juli i sommer i fællesskab fuldstændigt ændret det 75 hektar store areal nord for Aa Mølle. Arbejdet skrider ifølge banens direktør Bent Roland “rigtig godt frem”, og det samme gør forbruget af penge. - Der er sket væsentlige overskridelser i budgettet. Det kommer vi ikke udenom, siger Bent Roland, som dog stadig ”sover fint om natten”. Nu er der dog ikke så meget tilbage, der kan skride nogen vegne, måske lige undtaget det klubhus, man er ved at lægge an til, og hvis byggestart kommer til at markere ”første spadestik”. Det foretages 8. december og skulle, med sans for golfbanens historie, være foretaget af borgmestrene for Mariager og Hadsund Kommune, men sidstnævnte, Karl Christensen, er bortrejst på dagen. - Og det er lidt ærgerligt, for det var vel især de to, der med deres tur på tinge, var med til at bane vejen for projektet, siger Bent Roland. I stedet for Karl Christensen får Erik Kirkegaard Mikkelsen formentlig selskab af Hadsunds viceborgmester, Mogens Jespersen. Gravearbejdet er slut Og de to skal passe godt på, for det bliver et meget dybt og symbolsk spadestik. Der er nemlig stort set gravet ud til klubhusets fundament, og i det hele taget bliver det første spadestik noget nær det sidste. Alt gravearbejde på samtlige 27 huller er nemlig gennemført, halvdelen af fairways er tilsået, men der mangler tilsåning af greens på den store bane og et par huller på par 3-banen, fortæller Bent Roland Nielsen. Og selvom det klør i de grønne fingre, så må man afvente årstidernes mere favorable betingelser og vente til foråret med det sidste græs. Anderledes med klubhuset, hvor der formentlig ikke går mange timer fra ”første spadestik”, til betonen hældes ud til fundament. Formel 1-løsning Netop klubhuset er den væsentligste årsag til, at budgettet er overskredet med adskillige millioner og nu nærmer sig de 36 millioner kroner. - Det er vi selv skyld i, for vi har valgt formel 1-løsningen, der siger spar to til alt. I forhold til klubbens oprindelige planer bliver klubhuset med sine 1182 kvadratmeter over dobbelt så stort, og vi er bestemt ikke gået efter de billigste løsninger. Men det er sådan i den her branche, at hvis man vil have succes, så må man gå hele vejen. Det tror vi i hvert fald på, siger Bent Roland. Investorgruppen, der ud over banens direktør Bent Roland består af Østjydsk Bank, Lindhardt Jensen, Per Kjærsgård og Sten Aabo, er dog uden skyld i de øvrige fordyrelser af projektet. For eksempel har man måttet betale i omegnen af en million kroner for de udgravninger, arkæologerne har foretaget efter krav fra Kulturarvsstyrelsen. Og da man samtidig i over to måneder har måttet manøvrere uden om de samme arkæologer, har det også fået kronerne til at rulle. Endelig blev baneentreprisen dyrere, end man havde regnet med. - Jeg tror, det første budget fra golfklubben var på 19 millioner, og nu er vi på 36, hvis vi regner det forventede underskud i de første par sæsoner med. Til gengæld får vi et anlæg, der er helt unikt. Nu er jeg kun lige begyndt at spille golf, men folk med erfaring siger, at det her bliver helt specielt, siger Bent Roland. Så selvom millionerne ruller hurtigere end oprindeligt tænkt, så trøster banedirektøren sig med, at man får “value for money”, og at han nu er nede på et handicap på 37. - Mit mål var egentlig 36, for så kan man komme med til de her invitationsturneringer, men det får jeg forhåbentlig tid til næste år, smiler Bent Roland.