Millionerne vælter ind til komikers indsamling mod brande

Flere kendte personer har doneret til australske brandfolk, der fortsat kæmper mod voldsomme naturbrande.

En mand gør her rent foran parlamentet i den australske hovedstad Canberra, der også er berørt af landets mange naturbrande.

En mand gør her rent foran parlamentet i den australske hovedstad Canberra, der også er berørt af landets mange naturbrande.

EDEN:Den australske komiker Celeste Barber har gennem en indsamling på Facebook indhentet over 27 millioner australske dollar, der skal gå til bekæmpelsen af naturbrande i Australien.

Det svarer til mere end 125 millioner danske kroner.

Der er strømmet donationer ind fra hele verden, siden Celeste Barber fredag satte gang i indsamlingen på Facebook.

- Please hjælp, så godt du kan. Det her er skræmmende. Vi har brug for din hjælp, lød det i hendes opslag fredag.

De indsamlede penge går til den frivillige beredskabstjeneste The NSW Rural Fire Services & Brigades Donations Fond.

Weekenden har budt på nogle af de værste dage i forbindelse med de naturbrande, der i månedsvis har hærget i Australien.

Lørdag var det mange steder over 40 grader varmt, og det skønnes, at hundredvis af boliger gik op i røg i delstaterne New South Wales og Victoria. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

En 47-årig mand mistede lørdag livet, da han forsøgte at beskytte en vens landejendom i New South Wales mod flammerne.

I alt 24 personer har indtil videre mistet livet i brandene, og tusindvis har mistet deres hjem. 200 brande er fortsat aktive landet over.

Flere kendte personer har doneret store beløb til de australske brandfolk.

Blandt dem er den amerikanske sanger Pink og den australske skuespiller Nicole Kidman, der begge har doneret en halv million amerikanske dollar.

Der har søndag været lavere temperaturer i Australien, og de kommende dage meldes der om mulighed for let regn i kystnære områder.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.