Millionindskud i it-virksomhed

It-investorer har investeret store penge i nye aktier

Venue Manager har som en del af sin it-platform udviklet en mobilapp, hvor kundernes brugere kan styre alle deres aktiviteter.Foto: Venue Manager

Venue Manager har som en del af sin it-platform udviklet en mobilapp, hvor kundernes brugere kan styre alle deres aktiviteter.Foto: Venue Manager

AALBORG:De to erfarne it-investorer Ib Nørholm og Andreas Dirksen har investeret et encifret millionbeløb i nye aktier i Aalborg-virksomheden Venue Manager A/S.

Kapitalindskuddet betyder, at de to nu tilsammen ejer en tredjedel af selskabet, som udspringer af det digitale bureau Combine A/S, der beholder to tredjedele af aktierne i Venue Manger.

Forklaringen på kapitalindskuddet hedder vækst.

- Det kræver likviditet at vokse, og den likviditet kan Combine ikke fortsætte med at levere, siger direktør Jakob Norgaard Mortensen fra Venue Manager.

Selskabet har udviklet en it-platform (Venue Manager), der gør det muligt for sportsklubber, koncertarrangører, festivaler, koncerthuse og museer at holde styr på billetsalg, sæsonkort, salg af mad og drikke og alle de andre betalingsstrømme, som deres arrangementer (venues) udløser.

Bruges af klubber og festivaler

It-platformen bruges i dag af to fodboldklubber (AGF og Lyngby), tre håndboldklubber (Aalborg, Skjern og HIK) og to musikfestivaler (Smukfest og Skive Festival).

Målet er ikke kun at vokse herhjemme. Venue Manager skal også udbredes til Tyskland, hvor selskabet åbner kontor i Hamborg, og Norge.

- Derfor har vi haft brug for mere egenkapital, som vores to nye ejere nu har skudt ind, siger Jakob Mortensen.

Venue Manager har endnu ikke afleveret sit første årsregnskab, der først afsluttes med årets udgang.

- Jeg forventer, at vi i det første regnskabsår vil nå en omsætning på 10 millioner kroner og et nulresultat. Vi er i øjeblikket fokuserede på at skabe vækst, siger Jakob Mortensen.

- Jeg synes, at Venue Manager har udviklet et stærkt billet-koncept og har gode muligheder for at vokse, siger den ene af Venue Managers to nye ejere, Andreas Dirksen, der tidligere har startet og solgt Bladkiosken.dk og Plusbog.dk.

Den anden nye ejer i Venue Manager, Ib Nørholm, er i forvejen kendt som investor i Whiteaway/Skousen.

Venue Manager har otte ansatte.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.