EMNER

Millioninvesteringer på EUC Nord

Det bliver muligt at få undervisning uden lærer

FREDERIKSHAVN:Bestem selv hvor og hvornår, du vil undervises. Det er tilbuddet fremover på EUC Nord. Især i Frederikshavn oplever erhvervsuddannelsescentret en kraftig ansigtsløftning. Der er investeret 14 millioner kroner i et nyt "Open Learning Center". Det er et åbent læringsmiljø med over 50 computere. Det bliver her, eleverne kommer til at modtage en del af undervisningen fra og med det kommende skoleår. Og de bestemmer stort set selv hvornår og hvor meget. For tiden, hvor man kun får undervisning af en skolelærer foran tavlen, er slut. - Vi introducerer nye læringsformer og nye pædagogiske principper. Det handler i alt sin enkelthed om, at man får mulighed for at studerende uden lærer. Man henter selv informationer ned via internet. Derudover har vi selvfølgelig stadig traditionel undervisning og workshops, fortæller organisationschef Kim Lynge Nielsen. Hvis en elev foretrækker fjernundervisning, mens en anden hellere vil have en lærer, kan uddannelsen skrues individuelt sammen. EUC Nord er en sammenslutning af Teknisk Skole i Frederiskhavn og Hjørring samt Handelskolen i Hjørring. De 14 millioner kroner kommer Frederikshavn primært til at få glæde af, da pengene går til fysiske rammer omkring det åbne læringsmiljø. Der er tale om et stort lokale, der inddrager en del af den gamle kantine. Deruodver investeres der otte millioner kroner til generel IT. Det sker for at gøre uddannelsescentre tidssvarende. - Det er en nødvendighed i dagens Danmark og i forbindelse med læring på uddannelsesinstitutioner som vores, at man har moderne IT. Og det er temmelige store investeringer, vi taler om her, siger Kim Lynge Nielsen. EUC Nord slår dørene op til åbent hus i morgen fra 10 til 14.