Millionkontrakt til Jimmy Nielsen

Kontraktforlængelse med Sporting Kansas City sikrer "den hvide puma" et pænt millionbeløb hvert år.

Sune Lundby Moeller
Kontraktforlængelse med Sporting Kansas City sikrer "den hvide puma" et pænt millionbeløb hvert år.Foto: Lars Pauli
Fodbold 30. november 2011 15:40

1.53 millioner kroner. Så meget kommer den tidligere AaB-målmand Jimmy Nielsen til at tjene om året efter , han tirsdag underskrev en ny to-årig fodbold-kontrakt med den amerikanske Major League Soccer-klub, Sporting Kansas City. Målmanden vil dog ikke vide af, at det er de mange nuller på lønsedlen, der har skaffet amerikanerne hans signatur. - Jeg tjener en fin løn, som er højere end den, jeg ville kunne få i Superligaen. Det betyder, at jeg kan forsørge min familie samtidig med, at jeg kan lægge lidt til side, så jeg skal ikke klage overhovedet. Men skal jeg være helt ærlig, så er pengene altså ikke det vigtigste. Det er, at vi har det godt, jeg glæder mig til at komme til træning hver dag, og at jeg spiller på et hold med en lovende fremtid, siger Jimmy Nielsen. Sporting Kansas City nåede i denne sæson helt til semifinalen i Major Soccer League, og "den hvide puma", som Jimmy Nielsen bliver kaldt, har derfor set chancen for at nå endnu en titel i sin karriere. - Vi har et meget ungt hold, som først er slået igennem nu, så jeg tror, at vi har den rette trup til at begå os i mesterskabskampen, og det ville da være en drøm at nå et mesterskab mere inden, at karrieren slutter. Med i Jimmy Nielsens nye kontrakt er en option på et års forlængelse, og umiddelbart ser den blonde målmand en fin mulighed for, at den kan blive udnyttet. - Selvfølgelig ved jeg godt, at jeg ikke spiller 10-15 år mere, men på den anden side går jeg heller ikke og tænker, at karrieren er ved at lakke mod enden, siger Jimmy Nielsen, som i den netop overståede sæson blev kåret til sit holds mest værdifulde spiller.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...