Millionkrav mod bilinspektionen

1. maj 2003 08:00

København, onsdag /ritzau/ Omkring hundrede danske vognmandsvirksomheder, der har anmeldt erstatningskrav over for Statens Bilinspektion i forbindelse med forårets ulovlige strejke, har endnu ikke fået afsluttet deres erstatningssager. Økonomidirektør i de danske vognmænds hovedorganisation, Dansk Transport og Logistik, Ove Holm, siger til dagbladet Børsen, at konflikten i bilinspektionen har kostet medlemsvirksomhederne omkring 12 millioner kroner i direkte tab. Tabet på 25 nye lastvognstog, der ikke kunne synes de dage konflikten løb, er opgjort til tre millioner kroner. Hertil kommer ni millioner kroner i tab på grund af disponering af materiellet i forbindelse med de lovpligtige årlige syn for eksempel værkstedstid, chauffører og lignende. I Statens Bilinspektion bekræfter direktør Jesper Hansen, at der har været en del flere end 100 erstatningssager som følge af konflikten. Antallet af sager er nedbragt, og der er udbetalt erstatning, siger han. Ifølge bilinspektionens direktør ligger de små erstatningssager typisk på omkring 2000 kroner, mens de store er på omkring 50.000 kroner per sag. Mange af de mindre sager er afsluttet. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...