Lokalpolitik

Millionmanko bekymrer ikke politikere

Udsigt til underskud på 7,4 mio. kr. giver ikke de folkevalgte grå hår i hovedet

HALS:Selv om den seneste budgetrapport for driften af Hals Kommune viser, at kommunen har udsigt til at skulle gå ud af 2004 med et regnskabsunderskud på 7,4 mio. kr., så er det ikke noget, der skaber udpræget bekymring blandt de folkevalgte beslutningstagere. - Så længe vi kan se, at driften ikke er kørt helt af sporet, er det ikke noget problem. Vi har nemlig fået noget for pengene, konstaterer således næstformand i økonomiudvalget Johannes Elsnab (V), der i fraværet af den ferierende borgmester, Bent Sørensen (S), var mødeleder, da der blev set nærmere på budgettallene på denne uges møde i økonomiudvalget. Johannes Elsnab noterer sig i den forbindelse, at det primært er politisk besluttede tillægsbevillinger til blandt andet en ekstraordinær lønstigning for 2003, indskud i Landsbyggefonden, V. Hassing Skole og den nye busholdeplads i Gan-drup, der trækker årsregnskabet i den forkerte retning rent økonomisk. Johannes Elsnab bemærker videre, at det midt i byrådets beslutninger om at bruge penge på tiltag uden for 2004-budgettet er glædeligt, at socialudvalget har fået sine på et tidspunkt næsten skræmmende budgetrapporter tilbage på et nu mere "fordøjeligt" niveau. Duks blandt de fire stående udvalg er i øvrigt i år teknisk udvalg, der som det eneste af udvalgene ventes at komme ud af 2004 med et plus på kontoen.