Millionoverskud i Musikkens Hus
Overskud skal sikre flere og større kulturbegivenheder til byen
Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:49
Musikkens Hus i Aalborg kom som forventet og lovet ud af sit første regnskabsår med et pænt plus på bundlinjen.
4,4 millioner kroner var der tilbage, da samtlige regninger var betalt, og det resultat er bedre end forventet, siger direktør Lasse Rich Henningsen.
Han vil dog ikke love et overskud i denne størrelsesorden i al fremtid.
- Dels er der ikke tale om et helt regnskabsår, men kun ni måneder. Dels er erfaringen fra andre koncerthuse, at andet og tredje år efter åbningen kan være udfordrende. Men jeg kan fortælle så meget, at budgettet for 2015 ikke er dramatisk ændret i forhold til budgettet for 2014.
Flere og større begivenheder
Hvad musikhusdirektøren gerne vil love, er at en betragtelig del af det oparbejdede overskud, som Musikkens Hus selv kalder en opsparing, skal ud at arbejde i bestræbelserne på at skaffe endnu flere og større kulturbegivenheder til byen.
- Vi er stadig i en proces, hvor vi udvikler os og skal finde vores rolle i det nordjyske kulturliv. Men vi er meget opmærksomme på, at vi ikke investerer i kulturbegivenheder, før vi har pengene til det. Nu har vi haft et fantastisk godt 2014, og det skal også komme gæsterne til gode.
Tilskud fra kommunen
Overskuddet på 4,4 mio. er tilvejebragt efter en omsætning på 58,5 millioner kroner. Ud over driften af Musikkens Hus omfatter regnskabet Musikkens Spisehus og Aalborg Operafestival, der gav henholdsvis 666.000 og 272.000 kr. i overskud i 2014. Derudover er der lejeindtægter fra husets øvrige beboere: Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg Universitets musikuddannelser og Aalborg Symfoniorkester.
På indtægtssiden har også et driftstilskud på 9,9 mio. kr. fra Aalborg Kommune samt bidrag fra virksomheder og fonde på 6,9 mio. kr. spyttet i den samlede kasse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.