Millionpulje til fyrede samler støv

Trængte kommuner beskyldes for at presse citronen, og derfor får fyrede ikke del i millionpulje.

Millionpulje til fyrede samler støv

Når der ruller hoveder i kommunerne får kun få af de fyrede hjælp til at komme videre.

Ud af 80 millioner kroner i den såkaldte "Tryghedspulje", som giver 286.000 kommunalt ansatte mulighed for efteruddannelse eller rådgivning i opsigelsesperioden, er under 10 millioner kroner brugt, selv om puljen udløber om fire måneder, skriver Avisen.dk.

Ifølge Socialpædagogernes Landsforbund afspejler den støvede millionpulje, at økonomisk trængte kommuner presser citronen til det sidste.

- Det er trist at se, at arbejdsgiverne på den måde fratager de opsagte muligheden for at dygtiggøre sig i opsigelsesperioden, siger formand Benny Andersen til Avisen.dk.

Puljen har været åben siden juni 2011, men ifølge OAO - Offentligt Ansattes Organisationer - har kun knap 1000 personer indtil videre gjort brug af muligheden.

Præcist hvor mange, der er blevet fyret i samme periode, er uklart. Men et dataudtræk fra Det Fælleskommunale Løndatakontor viser, at der blandt de største faggrupper under OAO er blevet 8500 færre ansatte i kommunerne fra juni 2011 til august 2012.

Hos FOA erkender formand Dennis Kristensen, at hans tillidsfolk ikke har været gode nok til at oplyse om puljens eksistens.

Han deler samtidig Socialpædagogernes oplevelse af, at de kommunale chefer hellere vil se fyrede medarbejdere på deres plads end på skolebænken.

Formand for KL's Løn- og Personaleudvalg Michael Ziegler (K), mener, at det er et "positivt problem", at efteruddannelsesmillionerne samler støv.

- Det viser jo, at der ikke er så stort behov, som vi frygtede, da vi oprettede puljen, siger Høje-Taastrup-borgmesteren til Avisen.dk.

Michael Ziegler afviser, at den bugnende millionpulje hænger sammen med, at kommunale chefer forsøger at spare.

Hos Socialpædagogernes Landsforbund har man netop foretaget en undersøgelse blandt medlemmer, der blev fyret fra kommunerne i løbet af 2011. Ud af 175 socialpædagoger, der mistede jobbet, deltog kun seks i kurser eller uddannelse finansieret af Tryghedspuljen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.