Millionrenovering af Frederikshavn Stadion i sigte

Græstæppet er ødelagt på grund af ødelagte drænrør - alle aktivitet på banen anbefales aflyst

FREDERIKSHAVN:Efterårets kraftige regnskyl har fået et problem til at dukke op til overfladen på Frederikshavn Stadion. Drænrørene virker ikke længere. - Problemet er simpelthen, at stadion er meget gammelt, og når drænrør er gamle, så falder de sammen, fortæller Frederikshavn Kommunes naturvejleder, Bo Storm. Da drænrørene altså ikke længere virker, så er konsekvensen, at mængden af vand, i, under og nu også over græstæppet øges. - Man kan overhovedet ikke spille på banen, sådan som den ser ud nu, siger Bo Storm. Stadion har nu været lukket i de seneste 14 dage, og det ser ikke ud til, at der foreløbig bliver spillet fodbold på stadion igen. - De fleste kampe er heldigvis overstået for i år, og jeg tror ikke, at det bliver før til næste år, at man igen kommer til at spille her, siger Bo Storm. Han vurderer, at stadion tidligst vil være spilleklar i slutningen af april eller i starten af maj - alt afhængig af vinterens vejrlig. - Hvis ikke man gør noget, så kan man ligeså godt lukke stadion. Sådan som forholdene er nu, så kan stadion blive meget svært at benytte i regnfulde perioder, og det vil sige i store dele af foråret og efteråret, forklarer Bo Storm. Et kendt problem At drænrørene under græsset på Frederikshavn Stadion har det skidt, er en velkendt sag i Frederikshavn Kommune. - Vi gjorde allerede opmærksom på det for tre eller fire år siden, oplyser Bo Storm. Han vil dog ikke tage stilling til, om forholdene skulle have været bedret noget tidligere. Problemet er nemlig, at det er en større opgave, der venter, for renoveringen vil koste et sted mellem 500.000 og 1.000.000 kroner. FCM-kamp er truet Frederikshavn fI’s bedste fodbold-mandskab har onsdag i næste uge udsigt til en drømmekamp i pokalturneringen. Superligaholdet FC Midtjylland kommer nemlig på besøg, men nu tyder meget altså på, at kampen trues af en flytning - evt. til anlægget på Fodboldvej. Stadioninspektør Poul Beck vil dog ikke overfor NORDJYSKE kommentere, om kampen flyttes, så foreløbig svæver afviklingen i det uvisse. Alvorlig skade Naturvejleder Bo Storm slår dog fast, at der vil ske alvorlig skade på græstæppet i tilfælde af, at en fodboldkamp afvikles lige nu. NORDJYSKE Medier følger naturligvis slagets gang og den spændende pokalkamp mod et af landets bedste hold lige nu.