Skolevæsen

Millionstøtte til skolegårdsløft

Stolpedalsskolen kan bruge 3 millioner på at trække skoven ind i skolen og skolen ind i skoven

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nu skal skoven trækkes ind i Stolpedalsskolen. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:På toppen af Aalborgs vestlige bakkedrag, lige i kanten af skoven, ligger Stolpedalsskolen.

Med sin unikke naturskønne placering og 700 elever har skolen et godt udgangspunkt for et aktivt udendørsliv.

Men ligesom mange andre skoler har skolen en udfordring med at aktivere drengene i timerne og pigerne i frikvarterene.

Og da muligheden for at sikre sig mere drøn på skolegården udmøntedes med en konkret støttemulighed, så lagde Stolpedalsskolen fra land - og samlede visionerne i et projekt, som nu realiseres.

Projektets vision er at trække skolen ind i skoven og skoven ind i skolen ved at placere en serie aktivitetselementer i overgangen mellem en skov og sportsplads.

Samtidig vil projektet skabe øget integration mellem piger og drenge ved fysisk at placere tilbuddene til de to grupper op ad hinanden.

Skolegårds-løftet løftes blandt andet med støtte for projekt Drøn på skolegården - en kampagne iværksat af Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Kræftens Bekæmpelse.

I løbet af foråret går Stolpedalsskolen i gang med at gøre projektet til virkelighed.

Hele 106 skoler tog udfordringen op, da kampagnen Drøn på skolegården sidste år efterlyste gode ideer til at nytænke den traditionelle skolegård, så den i højere grad inviterer til leg og bevægelse.

I foråret 2013 modtog 17 skoler hver op til 100.000 kr. til at konkretisere og kvalificere deres visioner på skitseniveau.

I blandt disse var Stolpedalsskolen.

Nu har Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Kræftens Bekæmpelse udvalgt de syv projektideer.

I blandt dem er Stolpedalsskolen, som vil skabe mere leg og bevægelse ved at integrere skolen med naturen udenfor.

Kontant er der 1,5 millioner fra Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Kræftens Bekæmpelse og de øvrige 1,5 millioner skaffes lokalt. Kommunen bidrager med 900.000 kroner og skolen har selv fundet 600.000 kroner.

Projektet forvandler området mellem boldbanerne, skolen og skovbrynet mod øst til et unikt være- og lærested.

Projektet rummer en rød bevægelsessti, en amfiscene, en pukkelbane, en balancebane, sociale hængekøjer, gangbroer i træerne, trampoliner, volleybaner, skaterområder, en skovhytte og shelters.

Skovbrynet bliver dermed et slaraffenland for fysisk aktivitet, men også et spændende og anderledes undervisningssted. Området bliver nemlig fyldt med digital teknologi, såsom trådløst netværk og digitale bevægelses- og læringsstationer, som eleverne kan kommunikere med via deres iPads og smartphones.

- Vi er meget glade og stolte over, at vi nu kan virkeliggøre vores drøm om at inddrage skolens fantastiske omgivelser i frikvartererne og undervisningen.

- Vi kan nu gøre motion og bevægelse til en naturlig del af skoledagen.

- Vores elever kan se frem til, at undervisningen inddrager naturen, ny teknologi og rummer masser af muligheder for at lege og opleve, så skoledagen bliver mere spændende og varieret, siger skoleleder Vibeke Verwohlt.

Hun understreger at projektet er kulminationen på en fantastisk god proces, hvor hele skolen har været med til at udvikle projektet.

- Og så har vi en engageret skolebestyrelse, som har bakket op og knoklet for, at det kunne lykkedes, fortæller Vibeke Verwohlt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst