Millionsvindler under afsoning i privaten

Holbæk: Tidligere revisor fik lov til at afsone i hjemmet - og så gik det galt igen. Nu skal han atter for retten på grund af økonomisk kriminalitet. Det var kun på papiret, at en tidligere revisor fra det nordvestlige Sjælland fik en hård dom for økonomisk kriminalitet. Helt usædvanligt fik han lov til at afsone 19 måneder af fængselsstraffen i sit eget hjem, og i den periode passede han ikke kun sin syge hustru. Han begik også ny svindel, som snart vil udløse endnu en dom. Den kommende straffesag mod den 63-årige Bruno Køldal-Eriksen fra Svinninge drejer sig om blandt andet grov skattesvig og momssvindel for 7,7 millioner kroner. - Man mente, jeg var truet i fængselssystemet, og så var der ikke noget fængsel, der turde tage mig. Og samtidig havde man det problem, at jeg skulle hjem og besøge min syge kone mindst en gang om ugen, fortæller han. Desuden ville systemet give ham lidt dispensation, fordi han havde fået en hård straf, mener han. I Direktoratet for Kriminalforsorgen vil man ikke kommentere den konkrete sag. Kontorchef Tine Vigild siger, at det sker "uhyre sjældent", at dømte får tilladelse til at afsone i hjemmet uden fodlænker. Bagmandspolitiet håber på en tilståelsessag den 2. september./ritzau/