Frederikshavn

Milliontilskud smides væk

Nye toiletter, bruserum og køreriste droppes

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det kan du se - strandturisterne kan nu finde information på stedet.

Frederikshavn og Hjørring Kommuner har fået tilsagn om tilskud på knap en million til bedre faciliteter på strandene i Vendsyssel. Nu ser det ud, at støttetilsagnet er givet forgæves. Frederikshavn Kommune lukker projektet ned. Hjørring Kommune ventes at følge efter. Baggrunden er tomme kommunekasser i både Hjørring og Frederikshavn. For selv om der er hentet tilskud flere steder fra, så skal de to kommuner selv bidrage med 1,3 mio. kr. hver for at få fingre i tilskuddet. Det er blandt andet forbedringer af tilgængeligheden på strandene, der nu går fløjten. Det betyder, at kørestolsbrugere, men også familier med børn i barnevogn eller klapvogn stadig vil få svært ved at komme ud på strandene. Solopvarmede brusere ved badestrandene og flere og bedre toiletter var en anden del af det forliste projekt. I Toppen af Danmark, som har stået fadder til "Attraktive Helårsstrande", ærgrer de sig. Sekretariatsleder Birgitte Christensen siger: - Toppen af Danmark er fortaler for at forholdene på stranden er optimale. For det falder i tråd med vores satsning på helårsturisme. Naturen, herunder strandene, er vores vigtigste aktiv. Fiskeri LAG Nord, der fordeler EU-tilskud i fiskeriafhængige områder, havde bevilget 300.000 kr. og Friluftsrådet 150.000 kr. til en del af projektet, som er gennemført. Nemlig nye, ensartede informationsstandere på Blå Flag strandene. Men støttetilsagnet er betinget af, at kommunerne gennemfører hele "Attraktive helårsstrande"-pakken inden 1. oktober i år. Derfor kommer kommunerne selv til at stå med regningen for den fuldførte del af projektet, LAG Vendsyssel, der fordeler EU-støtte i landdistrikter i yderområder, gav tilsagn om yderligere 500.000 kr., som var øremærket til dele af projektet, der slet ikke gennemføres.