Milosevic-sagen genoptages i næste uge

HAAG: Dommerne ved FN's krigsforbryderdomstol i Haag afgjorde tirsdag, at retssagen mod Jugoslaviens tidligere præsident, Slobodan Milosevic, skal genoptages onsdag 14. juli. Mod flere iagttageres forventning undlod domstolen i første omgang at udpege advokater, der skal hjælpe den 62-årige ekspræsident med sit forsvar, men besluttede at Milosevic skal gennem en lægeundersøgelse, der skal fastslå om han umiddelbart er i stand til at fortsætte retssagen. - Retssagen er udskudt til onsdag 14. juli 2004, hvor den, afhængig af den anklagedes helbredstilstand, vil blive genoptaget, erklærede de tre dommere. Forud for tirsdagens afgørelse vurderede iagttagere, der har fulgt sagen, at dommerne ville pålægge Milosevic at få juridisk hjælp til at fremlægge sit forsvar. /ritzau/