Hjørring

Min datter Anna

HJØRRING:Jeg ligger i mørket. Funderer hedder det vist. Det er første gang, jeg bruger denne evne, siden jeg opstod af kærlighed og vellyst. Jeg lå der i den varme mave som et beskyttet individ. Jeg ved ikke, om det var planlagt, eller det var et udspring af ” Jeg kan ikke lade dig være din dejlige Kvinde ”! Men det blev et barn ”et menneske ”! Jeg fik tildelt livet, et nummer i rækken af vidundere, der lige nu er med til at sætte spor på Kloden. Fødslen var uproblematisk, blev der sagt! Er der nogen, der har spurgt mig? Jeg lå der i maven trygt og godt. Min mor har båret mig, og far har lavet pruttelyde udenpå maven. Uden forberedelse og nærmere forklaring brød trygheden sammen. Det var sgu hårdt at komme til verden! Blive presset sammen til en gasblå bold og udstødt af trygheden. En stor lampe var det første, jeg så. Jeg kom ud i den store verden. Der var de så! Mor og Far, ja jeg kan ikke gøre for det, men det er så disse mennesker, der skal lære mig livet. De har valgt mig til forsøgskanin, de har planlagt strategi og pædagogisk metode til at rette mig til, så jeg passer i deres kram og til samfundets krav. De skal blive klogere de to skabninger, der hele tiden står med hovederne ned i vuggen og nusser mig! Det er ganske vist tilsyneladende ok forældre, jeg er blevet tildelt, de er jo også et nummer i rækken, ganske vist er deres nummerplader af ældre dato. Men de vil snart vide, at jeg er min egen, at jeg et selvstændigt individ med ”snart” egne tænder, jeg vil selv bestemme, hvad pløkkerne skal bide i. Det vil de opdage før eller siden, bedst for dem og lettest for mig, at jeg har mit eget liv. Jeg er ny, jeg har en voldsom lyst til livet. Jeg har planer med den periode, jeg har fået tildelt, tiden skal ikke spildes. Før døren smækkes i i den anden ende, skal jeg nå livet, hvad det så end er for en mærkelig ting. Jeg har allerede fundet ud af, at der er noget, der hedder hovedpine, og første gang, jeg er blevet bekendt med dette fænomen, var i går nat. Da spekulerede jeg over, hvem jeg er! Nu har jeg erkendt, at jeg er nødt til at afgrænse spekulationerne, ellers vil mine nye grå hjerneceller blive misbrugt fra starten. Jeg vil bruge lysten som afsæt i min færden og gøren. Jeg vil lade lysten styre mit valg af venner, ja den skal være min ledetråd gennem tilværelsen. Lysten er fænomenal, den er indbegrebet af, hvad jeg kan overskue. Jeg har allerede afprøvet den! ” Lysten ” Jeg lå for lidt siden ved min mors bryst, og jeg var voldsom sulten. Med stor vellyst lagde jeg mig tilrette og blev mæt. Det er min lærdom allerede, at lysten driver værket. Jeg kan jo også se på mine forældre, at der ”skal lyst til”. Tænk en gang at disse to mennesker vil investere så meget af deres liv på mig. ”DE MÅ OGSÅ HAVE LYST”. Det er ikke til at anfægte, at lysten er mit drive. Nu har jeg det allerede bedre, jeg har nu en sti at følge. Det kan godt være besværligt, når min lyst ikke stemmer overens med mors og fars, men jeg må jo rette mine forældre til hen ad vejen, de bliver vel trætte. Det er allerede også ved at gå op for mig, at lysten skal plejes og udvikles, ellers bliver det uhyrligt kedeligt. Den skal udvikles, fodres og plejes, ellers går det her projekt i stå, og jeg vil ikke nå min målsætning for livet. Jeg har opdaget, at jeg kan stimulere min lyst ved gengældelse og smil. Når man yder en indsats, kommer der gode resultater ud af det. Jeg har opdaget, at et smil afgivet i retning af en voksen, hvis det ellers kan synkroniseres, så det opfattes af denne, så giver et smil tilbage. Aha, det er altså ny viden for mig, at jeg allerede i denne situation kan fornemme lyst og trang at sende et meget større af sted, men nu skal jeg, min alder i betragtning, ikke overdrive den slags. Om lidt stikker far eller mor igen næserne ned i min vugge, jeg kom til at grynte, de kalder det mavekneb. Men jeg har ikke den slags, jeg blev bare urolig og overvældet, der venter et liv. Livet er derude, jeg skal ud og plukke det. Alle de flotte ting mine øjne ser første gang, de skal røres, mærkes og føles. Jeg kan næsten ikke vente, derfor spjætter mine ben under dynen. Lad dem bare samle mig op og kramme mig alligevel. Det er så hyggeligt! Jeg har heller ikke noget valg, jeg kan og vil ikke protestere mod kærligheden og omsorgen. Det er slet ikke så ringe at være her. Jeg tager mig god tid.