- Min far har lært mig,hvordan jeg skal slå dig ihjel

Moderens vidneforklaring om sønnens udsagn under knivstik

Drab 11. oktober 2006 06:00

AALBORG: I går var anden dag i landsretten for den nu 49-årige, der er sigtet for at have tilskyndet sin dengang 13-årige søn til at forsøge at dræbe sin mor. Den nu 14-årige søn vidnede i går i landsretten. Han har før erkendt, at han stak sin mor med kniven. Hvorvidt hans far tilskyndede ham til det eller ej, vides ikke, eftersom de tre landsdommere valgte at følge den 14-åriges forsvarsadvokats begæring om lukkede døre. Den sigtede protesterede med ordene ”sandheden skal frem”, men dørene lukkedes af hensyn til sagens karakter og den 14-åriges unge alder. Udover gerningsmanden vidnede moderen også. Forsøg på drab Hun forklarede, hvad der skete om morgenen 18. oktober 2005. Sønnen boede som den eneste af hendes børn hos faderen i Brøndby, efter moderen et halvt år tidligere var flygtet fra hjemmet. Sønnen stod klokken 6.30 om morgenen udenfor kvindens dør i Hjørring og bad om, at komme til at bo hos sin mor i stedet for faderen. Moderen opdagede, at faderen sad i sin bil på parkeringspladsen udenfor. Far som læremester Efter længere tids overtalelse lykkedes det den dengang 13-årige søn at blive lukket ind. Inde i lejligheden var sønnen urolig og stod hele tiden med hænderne i lommen. Han tog sin mobil og ringede angiveligt sin far op. Derefter tog han begge hænder op af lommen. I hver hånd havde han en kniv, som han brugte til at stikke ud efter sin mor. Den ene ramte i maven, den anden ramte ikke. Moderen faldt om på gulvet. - Min far har lært mig, hvordan jeg skal slå dig ihjel, sagde den 13-årige ifølge moderens vidneforklaring. Den to år yngre bror gik imellem den 13-årige og moderen og afværgede næste forsøg på at stikke moderen. Derefter løb knivstikkeren. Kvinden beskrev sit forhold til sønnen som rigtig godt. De havde nærmere et venskab end et mor/barn-forhold. Had til faderen Moderen fortalte, at hun var meget rystet og chokeret over, at hendes søn stak hende. Hun havde før overfaldet talt i telefon med ham et par gange, hvor han græd og bad hende om at komme hjem igen. - Han hader sin far, forklarede kvinden det med. Moderen mente ikke, at sønnen selv kunne finde på at dræbe hende. Familiens ære Udover gerningsmanden og moderen vidnede også den sigtedes bror og kvindens veninde. Broderen gav udtryk for, at han er overbevist om, at drabsforsøget var den 49-åriges værk, da han er en meget troende muslim og ønskede at redde sin families ære. Veninden fortalte om de desperate forsøg, den sigtede havde gjort, for at finde sin ekskone. Hun fortalte endda, at han engang havde fortalt hende, at når han fandt ekskonen, ville han hævne sig og dræbe hende. I dag afhøres flere vidner i sagen, og der afspilles en videooptagelse med gerningsmandens to år yngre brors vidneforklaring.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...