- Min fedtprocent er meget større end din

Skoleelever hyggede sig i fysioterapeuternes laboratorium.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fysiolog Anne-mette Dissing målte elevernes fedtprocent på en særlig vægt, der sender en svag strøm gennem kroppen og dermed afgør, om strømmen går gennem fedt eller muskler.

14 år. Mand. 167 centimeter. Den siger, du har en fedtprocent på 12,4. Sådan lød bare nogle af de mange tal, der torsdag blev slynget gennem bevægelaboratoriet på Selma Lagerløfs Vej i Aalborg. Laboratoriet, der er spækket med redskaber og måleudstyr, bliver til daglig brugt i uddannelsen af fysioterapeuter på University College Nordjylland, men i går havde 10 elever fra 7. klasse på Nørholm Skole fået lov til at bruge en del af udstyret. Under kyndig vejledning af fysiolog Anne-Mette Dissing, der er vant til at undervise de fysioterapistuderende, fik eleverne den ene udfordring efter den anden. Blandt meget andet skulle de måle deres kondital, undersøge styrken i deres mavemuskler og balancere på ét ben med lukkede øjne, Mindst populært var det blive stukket i fingeren for at få målt sit blodsukker - det turde kun to af eleverne - mens der til gengæld nærmest var kø ved den særlige fedtprocentvægt. - Jeg synes, I er er seje. Mange af mine studerende vil ikke gøre det foran alle de andre, fortalte Anne-Mette Dissing, som undervejs kunne konstatere, at der er temmelig stor forskel på Nørholm-elevernes fedtprocent: Der blev målt procenter fra 6,1 til 19.9. Teori og praksis Med sig i bevægelaboratoriet havde eleverne deres biologilærer, Martin Balling, som glædede sig over at se klassen kombinere teori og praksis. - Vi har jo haft om krop, motion og sundhed på skolen, men det giver en langt bedre forståelse, når man kommer ud og føler det på egen krop, bemærkede han. Eleverne var helt enige. - Det er sjovt at lave noget i stedet for at sidde og læse i en bog, fastslog en af dem, Cecilie Søgaard. Hun syntes også, det var sjovt at få testet eksempelvis fedtprocent og BMI. - Faktisk vidste jeg slet ikke noget om fedtprocent i forvejen, Målingerne har vist, at jeg er undervægtig, men ellers ligger resultaterne meget godt, tilføjede hun.