Min søn skal ikke vokse op i USA

USA 8. september 2002 08:00

Jeg havde kun været på arbejde på DESMI Inc. kontoret i Virginia en halv times tid, da min kone Deborah (amerikaner) ringer og siger, at vi skal åbne for fjernsynet - et fly har ramt WTC. Min første reaktion var, at det ikke kan passe, for det var en klar dejlig sommerdag også i New York. Åbner for fjernsynet og ser det første tårn brænde. Det må være en selvmordspilot, tænker jeg højt, indtil vi kort efter ser det andet fly ramme, så var jeg sikker på, at det er en terrorhandling. Efter at begge tårne er kollapset, tager jeg hjem for at trøste Deborah, hun plejede at arbejde på 45. etage i World Trade Center. Hun var sønderknust, da jeg kom, men hendes første ord var "tak fordi du tog mig til Virginia". Da vi mødtes i New York, boede hun kun nogle få hundrede meter fra WTC. Efter planen skulle hun og vores tre-årige søn Kristian flyve til Connecticut via Newark (lufthavn tæt på Manhatten) 12. september, men det blev der ikke noget af. I stedet kørte jeg dem derop om fredagen, og da vi passerede gennem New Jersey med udsigt til New York, brød tårerne igen frem. Vi kunne jo se støvskyen hænge der samt silhueten af Manhatten. Det ville aldrig blive det samme. For to uger siden besøgte hun og Kristian Ground Zero, efter at oprydningen var færdig. Hun har nu fået fred i sindet og accepteret tingenes tilstand, og lige nu er vi på ferie i Bisnap ved Hals. Mine forældre bor i Nørresundby, og vi har været hjemme i tre uger. Siden marts i år har vi boet i Malaysia - også der arbejder jeg med at sælge udstyr til bekæmpelse af olieforurening. Personlig er jeg glad for, at Kristian er ude af USA. Jeg tror mere vil ske der i tiden fremover. Bush's måde at "angribe" tingene på laver jo ikke just flere venner af Amerika, hvad den almindelige amerikaner forøvrigt ikke kan forstå. Generelt er der ikke sket ændringer efter min mening, undtagen at vi alle er mere vågne og oppe på tæerne end før m.h.t. at spotte mistænkelige ting og eller personer. Det gælder ikke mindst på regerings niveau. Største ændring er, at det er blevet mere besværligt at rejse, og når man som jeg flyver ca. 150.000 km årligt kan man godt blive lidt irriteret en gang imellem.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...