Turisme

Min vej til Mandalay

En vestlig turist modtages som en kærkommen gæst på et gigantisk frilandsmuseum i pagodernes land, Kiplings Burma

Forventningen stiger til eventyrlysten mavekriller, da Thai Airs rutefly fra Bangkok med yndefulde mørke mennesker og få velnærede blegfjæser om bord lægger an til landing. Under os venter et land, der gik i stå for årtier siden, omend det så småt er ved at opdatere sig. I mit hoved løber Four Jacks ørehænger fra begyndelsen af 60'erne løbsk og fremmaner sværmeriske billeder af Kiplings ventende Burmapige ved Kinabugtens kaj. Vi skal til Rangoon på vej til Mandalay i Myanmar eller Burma, som vi kalder landet som et levn fra den britiske kolonitid. I farten opsuger mit blik en stor, oplyst pagode, mens kollegaen i nabosædet brummer: - Jeg kan se et par højhuse. Det troede jeg ikke, her var. Siden skulle det vise sig, at min pagode er en fortryllende verden. Næsten 100 meter høj og belagt med det pureste guld. Shwedagon, hedder den, og den er Burmas helligste med et af Buddhas hår. Det skulle også vise sig, at landet rummer i tusindvis pagoder og templer, og at rødklædte, kronragede buddhistmunke ses over alt med deres skåle til offergaver tæt ind til kroppen. Så der er alle muligheder for tempel-træthed, og vi ser hurtigt det praktiske i de lokales jesussandaler. I respekt skal skoene af, før de hellige steder betrædes, så vi spænder sandaler af og på i en uendelighed og brænder fodsålerne noget så gebummerligt på de solbrankede fliser. Åndetroen trives En dag besøger vi forgyldte templer på toppen af et bjerg, Popa. Det anses for at huse ånder. Der er 42 grader i skyggen, fugtigt varmt og ikke en vind. Vi har 777 høje, stejle trin mellem os og det, der på lang afstand ligner et lysegrønt Disneyslot i varmedisen højt oppe i luften. Her finder jeg min Burmapige, ung og smuk som hende i sangen. Og heldigvis så imponeret og bekymret over, at en gammel kone som jeg vil til tops, at hun uopfordret tager min vandflaske i den ene hånd og kogende mig i den anden, men hun hvisler nærgående aber væk. Hun kan kun vente at blive 55, så jeg burde ligne en olding ligesom hendes udslidte, rynkede bedstemor, men vi behandles med samme respekt. Senere på rejsen oplever vi, at åndetroen fra bjerget er reel. Vi hører dumpe trommer i det fjerne og guiden dirigerer vores hestedroscher til landsbyen, hvor folk er samlet om en dansende, festklædt kvinde med kraftig ansigtsmaling og stive, stirrende øjne. Hun er mediet - og nogle er fulde og høje. De kan blive ved i dagevis og vores indtrængen og kameraer synes ikke at genere. Det er burmesisk hverdag uden antydning af turistfis. Kæmpe land, få turister Landet oser af eventyr og turister er først fornylig så småt begynde at trænge gennem magthavernes tornehæk. På en varm sommerdag er der flere badegæster på stranden mellem Blokhus og Løkken end på et helt år af vestlige turister i Myanmar og landet er på størrelse med Frankrig og England til sammen. Det er ellers som født til verdensturisme med klenodier i en tusindårig kultur, der ikke findes magen til. Forestil dig 30 gange 30 kvadratkilometer jord i Himmerland, fyldt med flere tusind kirker og kirkeruiner og bygget i en storhedstid på få hundrede år. Sådan er der i Bagan. Det er bare himmelstræbende og mere ydmyge templer og ruiner. Området er på UNESCOs verdensarvliste og en åbenbaring på linje med Taj Mahal i Indien og man kan sejle dertil med flodbåd. Der er også kæmpelange, uberørte sandstrande ved Bengalbugten og Andamanhavet, jungle, floder, sneklædte bjerge i Himalayakæden og et stammefolk, der lever i pælehuse i og ved Inle søen. Selv tomatmarkerne er flydende, sådan som det ellers kun kan opleves på Titicaca søen i Peru. Det er mageløst. Vi falder for folket Men det bedste er en forrygende, farverig befolkning, der tager imod os i en afslappet stemning. De kryber lynhurtigt ind i vores sjæle og vi ved, at vi gerne vil besøge dem igen. På landet falder vi hen over arkitektoniske mesterværker af bambusboliger, som en voldsk monsumvind lynhurtigt kan forvandle til flagrende pinde, mens vi selv er omgivet af solidt teak på pagodeagtige hoteller. Og vi møder lasede småbørn, der slæber rundt med mindre søskende på ryggen uden at vræle over, at ungen er for tung. Menigmand ikke har noget at rutte med, men enhver gør, hvad han eller hun kan for at holde sig selv og omgivelserne rene. Der er orden i armodet, opfindsomhed i landbrugsredskabers trækonstruktioner, som havde Georg Gearløs lagt vejen forbi. Det minder om et levende frilandsmuseum. En gammel film. Mødet i landsbyen I en landsby møder vi en bekymret mor med et feberhedt barn i armene. Søskende og naboer flokkes om os. De viser os grise og spinkle sorte høns, hvis velsmagende slægtninge hver dag lander i vores maver, og småknægtene kravler højt op i et akacietræ for at blære sig. Midt i postyret arriverer fatter på sin oksetrukne kærre med en stor støvsky efter sig. Han griner tandløst til hilsen og spænder okserne fra. Hans kone med det syge barn lader vores tolk snakke med ham. Vi har tilbudt en lift til sundhedsstationen, men han siger hverken ja eller nej, selv om det er transporten dertil, der er det største problem, forstår vi. I mellemtiden besøger vi skolelæreren. Hans datter serverer te og varme, ristede jordnødder og han viser os en aldrende transistorradio, hvis batteri er husets eneste elforsyning. To let skårede Buddhafigurer får en hædersplads på bordet mellem tebægrene og han smager forsigtigt på en Prince Light, for vi må ikke lægge penge, siger guiden, mens en baby stikker i et hyl ved synet af vores kæmpestore, blege skikkelser. På hulvejen mellem gårdene tilbage til bussen må vi springe i sikkerhed for flere oksekærrer, der skal til brønden for anden gang den dag. Og ved et trug fortsætter et par senestærke fyre med at vaske sig selv og deres smukke, traditionelle klædedragt, longyen, der er et langt sammensyet stykke stof, som foldes og bindes fast i taljen, mens vi glor. De griner og vinker til os midt i vandpjaskeriet. Da bussen sætter i gang, ser vi fatter med den nu festklædte, feberhede datter i armene. Han vil med - og han vil gerne have en lift hjem igen, selv om han skal vente på os i flere timer. Da vi møder ham igen, er hans brune ansigt én stor lykkerynke. Pigen har det allerede meget bedre. Men ikke tale om, at vi må betale for medicinen. Her handler det om gode gerninger, forklarer vores guide - vi må ikke gøre mere. Men vi er fristede, for forskellene mellem dem på den grønne gren og alle de andre er til at få øje på. Folket i jerngreb Vesten er i venteposition og selv i hovedstaden Yangon, som Rangoon nu hedder, er der så langt mellem cowboybuksebenene, at man lægger mærke til de få. McDonald's eksisterer ikke, mobiltelefonerne er tavse og el svigter ustandseligt, også på de tophoteller, vi bor på. Oksekærrer og gående med tunge åg med vand fylder billedet sammen med faldefærdige, små ladbiler, som 21 burmesere kan klemme sig ind i, oven på og rundt om sammen med deres pakkenelliker. Det ser ud som om, de kun hænger fast i neglene. Der er også blanke, prangende biler med privatchauffører. De er til den militærtop, som holder landets gemene hob på måske 50 mio. sjæle i et jerngreb. Og det er årsagen til, at det i vide kredse er bad taste og totalt ukorrekt at besøge landet. Det fylder alt for meget på Amnesty Internationals kulsorte liste over overtrædelser af menneskerettigheder og er boykottet af den vestlige verden handelsmæssigt, diplomatisk og med nødhjælp i større stil. Men det har fået åbnet en dør til nabolandene Kina og Thailand. Folkets forbillede og oppositionens forkæmper, Nobel-fredspristageren Aung San Suu Kyui opfordrer til, at vi holder os væk. Det undertrykkende militærtyranni skal udsultes og ikke tilføres hård turistvaluta. Dalai Lama fra det nærliggende Tibet har den modsatte holdning. Han siger: Kom og se så meget som muligt - og fortæl verden om det. Valuta til generalerne Som turist kan man ikke undgå at lægge penge i generalernes lommer. Men man kan vælge at bruge private indenrigsflyselskaber, hoteller og restauranter og gå i en stor bue uden om statslige souvenirbutikker og i stedet købe lokalt fremstillet håndværk i form af eksempelvis lakarbejder, silke- og bomuldsstoffer. Eller en kunstfærdig opiumvægt med antiklook, fremstillet med øje for turister, her nær den Gyldne Trekant - opiummarkernes højborg. Myanmars del ligger uden for det, som juntaen kalder turist-sikkert. Vi havde regnet med at have militær- og politiøjne rettet mod os som kredsende krager på rundrejsen, men havde ikke den følelse. Men stikkerne er der til at sladre om åbenmundede medborgere. Nogle af dem skærer grimasser til os over uhyrligheder som eksempelvis forholdene i indenrigslufthavnen i Heho, der siges at have verdens smalleste landingsbane. Den er ti meter bred. Alle rejsende, selv valutastærke turister, som diktaturet gerne ser, sendes på verdens længste travetur til busholdepladsen, mens kransekagefigurerne afhentes i flotte biler. Vi trasker flere hundrede meter på landevejen i bankende sol, der på en anden årstid kunne have været skybrud. Det eneste, man kan glæde sig over, er sværmen af kuffertbærere, der tjener gode skillinger. Anderledes strømlinet tager lufthavnen i Mandalay sig ud. Den er ny, international og stor. Aflagte bagagevogne fra Kastrup står ubrugte hen. Der er ingen internationale forbindelser.