Minaret styrtede sammen under bøn

Mindst 41 dræbte og mange sårede under fredagsbønnen

RABAT:Mindst 41 troende blev dræbt og flere end 76 kvæstet, da minareten på en firehundrede år gammel moské fredag styrtede sammen i den marokkanske by Meknes, siger sygehuspersonale og øjenvidner. - Antallet af døde er nået op på mindst 41. Jeg har dødstallet fra redningsfolk og læger på sygehuset," siger politiker og læge Abdallah Bouanou og tilføjer fra stedet: - Jeg har talt 13 døde. Deres lig blev trukket ud af ruinerne af redningsfolk. Lederen af civilforsvaret Alaoui Ismaili siger, at redningsaktionen har taget tid på grund af de smalle gader i den gamle bys Medina distrikt, hvor moskéen ligger. - Vi bruger kun håndkraft, ikke mekanisk udstyr, som ikke kan transporteres gennem disse gader, siger han. - Vi bevæger os med stor forsigtighed, også fordi huse og butikker ved siden af moskeen er skrøbelige efter de seneste dages kraftige regn, siger Ismaili. Det statslige nyhedsbureau MAP, som citerer det første officielle foreløbige tabstal, oplyser, at 41 blev dræbt og 76 såret i hændelsen. - Omkring 300 troende samledes inde i moskeen til fredagsbønnen. Da imamen begyndte sin bøn, styrtede minareten sammen, siger Khaled Rahmouni, hvis hjem er i nærheden af moskeen, telefonisk til Reuters. Lalla Khenata moskéens minaret styrtede sammen i det gamle Bab el Bardiyine kvarter i Meknes, der ligger omkring 140 km sydvest for Rabat. Indenrigsministeren og ministeren for religiøse anliggender er på stedet for at føre tilsyn med redningsaktionen. Samtidig har Kong Mohammed VI beordret minareten genopført i dens oprindelige form. /ritzau/AFP