EMNER

Mindegudstjeneste i Skagen

Den svenske sømandskirke ærer Anna Lindh

} Den Svenske Sømandskirke i Skagen var i går lammet af sorg over mordet på den svenske udenrigsminister. Allerede klokken 10 var der morgenbøn i kirken nær havnen, hvor Anna Lindh blev æret med et minuts stilhed. Klokken 17 i går var der mindegudstjeneste ved sømandspræst Lars Ryderstad. - Vi flager på halvt og har hængt billeder op af Anna Lindh og tændt lys. Mange har besøgt os og tilkendegivet deres respekt for udenrigsministeren og hendes efterladte. Ingen forstår denne ufattelige tragedie, fortæller Lars Ryderstad. Mange skagboer, men også mange af byens udenlandske gæster har besøgt sømandskirken. - Der har været rigtig mange svenskere, som har søgt sammen her, men også mange danskere, tyskere og sågar et japansk par fra Hiroshima kom ind og tændte et lys for Anna Lindh. Det er tydeligt at mordet har rørt mange, og den store deltagelse varmer naturligvis i en vanskelig tid, siger sømandspræsten.