Gymnasiale uddannelser

Mindeord

‡Lektor Jens Chr. Jessen, GL-tillidsmand, og lektor Erik Baisgaard, formand for pædagogisk råd, skriver følgende mindeord om rektor Egon Jensen, Ole Lukøjes Vej, Brønderslev, som er død, 62 år: Det kom som et chok for alle ansatte på Brønderslev Gymnasium og HF-kursus, da vi erfarede, at vores rektor siden 1992, Egon Jensen, var død 27. december uden forudgående sygdom og blot få dage før fødslen af det barnebarn, han glædede sig så meget til at se. Det kendetegnede nemlig Egon Jensen, at familien betød meget for ham, og han slappede tydeligt af fra den udfordring, det er at drive et gymnasium, når han på to-mandshånd på lærerværelset stolt kunne fortælle om sønnerne Anders' og Mads' pilotkarrierer. Hans menneskelighed betød også, at han med stor medfølelse støttede op om elever og kolleger, der på forskellige måder havde behov herfor. Med baggrund i sin opvækst på et husmandssted på Hammelegnen drev Egon Jensen gymnasiet med en fast overbevisning om, at man har et særligt ansvar, når man finansieres af skatteydernes penge. Der var styr på økonomien, men samtidig kunne han også se værdien af personalepolitiske tiltag som de to studieture til Göteborg og Lübeck, som er blevet gennemført inden for de seneste år. Egon Jensen var en af drivkræfterne i gymnasiernes deltagelse i Det Digitale Nordjylland, og her som på alle andre områder ydede han en stor arbejdsindsats. Egon Jensens tilgang til rektorembedet var præget af entusiasme og energi, men samtidig også af tillid til, at de opgaver, der var uddelegeret til den øvrige ledelse og til mange lærere, blev udført på bedste vis. Pædagogisk set tilhørte Egon Jensen nok "den gamle skole", men han stillede sig ikke i vejen for lærere, der ønskede at gå nye pædagogiske veje. Egon Jensen pakkede ikke tingene ind, når der blev diskuteret, men vi endte altid med kompromisser, alle kunne leve med. Vi havde ikke regnet med, at det allerede var nu, Egon Jensen skulle forlade os. Hans død er imidlertid et vidnesbyrd om, at ansvaret og engagementet kan have sin pris. Æret være Egon Jensens minde.Jens Chr. Jessen og Erik Baisgaard

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden