Vadum

Mindeord

Bestyrelsesformand Poul Lind skriver på vegne af medarbejdere og bestyrelse i RTX Telecom A/S følgende mindeord om tidligere administrerende direktør Jørgen Elbæk, Knepholtvej, Vadum, som er død, 55 år: Det er med stor sorg, at medarbejdere og bestyrelse i RTX Telecom modtog meddelelsen om, at Jørgen Elbæk lørdag eftermiddag 26. april sov ind. Vi vil alle huske Jørgen som den sande igangsætter, han var. Jørgen var med til at grundlægge RTX, og han udforskede til stadighed nye muligheder for virksomheden. Denne evne har været den drivende kraft i skabelsen af det RTX, som i dag er en anerkendt international telekommunikationsvirksomhed. I sin karriere var Jørgen dybt respekteret som den leder, der kunne samle et team og begejstre dem til at finde de helt unikke løsninger - såvel teknisk som kommercielt. Personligt havde jeg den glæde at kende Jørgen i mange år. Jeg vil altid mindes ham som en glad og tillidsfuld person. Vi havde mange og meget givende samtaler - såvel af forretningsmæssig som af mere personlig karakter. Jeg vil savne disse samtaler. Jørgen har altid med succes kæmpet for udviklingen af RTX, og i de seneste år har han så også måttet kæmpe med sygdom. I lørdags tabte Jørgen desværre kampen mod sygdommen. Vores dybeste tanker går i denne svære tid til Jørgens hustru, Sandy, og til deres børn, Sarah, Maria og Martin. Æret være Jørgen Elbæks minde. Poul Lind