Frederikshavn

Mindeord

Knud Leth-Nissen, Ludvig Holbergsvej 6, Skanderborg skriver på vegne af familien følgende mindeord over Ruth Inge Nielsen, Vinkelvej, Frederikshavn: Ruth Inge Nielsen, enke efter grosserer Alfred Nielsen, Frederikshavn, døde 13. december, 91 år gammel. Hun efterlader sig tre døtre og svigersønner, syv børnebørn og ni oldebørn, der alle var meget glade for at være sammen med hende. Ruth Inge Nielsen var datter af tidligere godsforvalter Niels S. Kristensen, der kom til Frydenstrand som inspektør under overlæge Ottosen i februar 1927. Ruth var 10 år, da hun flyttede til byen, og nåede således at være frederikshavner i 80 år. Ruth havde i de første 10 år af sit liv boet i København, Hesselagergård ved Gudme på Fyn, Stubbekøbing, Nykøbing Falster, Hokkerup i Sønderjylland og Roskilde. På Frydenstrand foregik der rigtig meget fra 1927-42. Masser af arrangementer, bl.a. den tids guru, kaptajn Jespersen, kom på Frydenstrand. Som Ruth sagde: Der var flygel og næsten altid musik. Hun huskede også besøg af Else Højgaard og Liva Weel samt at Jeppe Aakjær var på besøg, og hun, Ruth, blev betroet at bære en taburet, som Jeppe Aakjær kunne sidde på, når han blev træt. Ruth arbejdede i det gamle ¿Flensborg lager¿, der handlede med manufaktur og legetøj. Så kom en periode som ekspeditrice hos Brdr. Danielsen. Ruth blev gift med Alfred Nielsen 26. december 1942 i Frederikshavn kirke. 1946 fik Alfred næringsbrev som handlende, og Ruth blev efterhånden en uundværlig medhjælpende hustru på kontoret. Først isenkram og siden møbler. Firmaet hed Anico. Parret flyttede til den nybyggede Bakkegården i 1952, og Ruth har boet her siden - altså i 55 år. Ruth Nielsen underviste gennem mange år i FOF i Hirtshals og på Ørnevejens Skole, sidst ungdomsskolen i Sindal i knytning, knipling og skindarbejde. Efter voksenpædagogisk kursus og kursus i hensyntagende undervisning blev hendes store interesse undervisning af blinde og svagtseende. I 1982, efter 40 års ægteskab, blev Ruth Nielsen enke. Hun passede sin mand i hjemmet det sidste halve år før han døde af en kræftsygdom. I de forløbne 25 år har hun været omdrejningspunktet i familien, og Ruth deltog ivrigt i sin store families mange arrangementer og sammenkomster, uanset hvor i landet de fandt sted. Også familiens sommerhus i Sulbæk betød utroligt meget for hende, og hun tilbragte meget af sommeren dér, og hun nød det traditionelle familietræf. Desværre mistede hun det ene øje efter en fejloperation, og det betød blandt andet, at hun måtte aflevere kørekortet. Men hun fortsatte sit liv med en ukuelighed, man måtte beundre. Hun vil blive savnet. Æret være hendes minde

Forsiden