Mindeord

Jørgen Philip Sørensen tilbragte hver sommer et par måneder i Skagen. Foto: Peter Broen

Jørgen Philip Sørensen tilbragte hver sommer et par måneder i Skagen. Foto: Peter Broen

‡Tidligere koncernchef i ISS, Waldemar Schmidt, Crans Montana, Schweiz, skriver følgende mindeord om Jørgen Philip-Sørensen, London, 71 år. Jørgen Philip-Sørensen er ikke mere. Familien Sørensen har mistet sin patriark og hans hustru Susse Philip-Sørensen har mistet sin elskede mand. Og servicebranchen har mistet sin "Grand Old Man". Jeg har haft det store privilegium at kende Philip i en menneskealder. Først som en snu og højt respekteret kollega i servicebranchen. Siden som bestyrelsesmedlem i hans elskede sikkerhedsselskab og som en god ven. Philip var en gudbenådet selfmade global entrepreneur med mange interesser. Skabelsen af verdens største sikkerhedsselskab, G4S (Group4 Securicor) med over 600.000 medarbejdere i mere end 100 lande var uden tvivl Philips mesterværk. Noget som hans farfar og far ville have været meget stolte over. De var datidens serviceentreprenører og lagde grunden til henholdsvis ISS og "Svenske Securitas". Mens Group4's store internationale konkurrenter opkøbte sikkerhedsselskaber til høje priser i Europa og USA, startede Philip med sin snu strategi Group4-datterselskaber i mange hurtigtvoksende lande i den nye verden. Gennem fusionerne med Falck og Securicor opnåede Philip i 2004 sit livs ambition: at blive største aktionær og bestyrelsesformand i verdens største sikkerhedskoncern, G4S. Philip var med god grund meget stolt af alle sine mange datterselskaber. I oktober sidste år havde jeg den store fornøjelse at være med Philip på besøg hos G4S i Indien i anledning af datterselskabets 20-års jubilæum. G4S Indien har oplevet en eksplosiv vækst og er med sine ca. 130.000 ansatte en højprofessionel virksomhed, som jeg oplevede at Philip med rette var særlig stolt af. Evnen til at tiltrække dygtige medarbejdere overalt i verden på alle niveauer og modet til at give dem ansvar, er blandt forklaringerne på Philips stille success som global entrepreneur. Men også kombinationen af “sans for detaljen” og "vi skal have det sjovt" har været blandt Philips hemmeligheder. Selvom Philip helst levede udenfor rampelyset, er hans gerninger ikke gået upåagtet hen. I 2001 blev han således tildelt den engelske CBE-orden (Commander of the Order of the British Empire) og i 2009 blev han tildelt Ridderkorset af Dronning Margrethe. Familie, venner, kolleger og forretningsforbindelser vil alle savne Philip. Men hans helt særlige ånd vil fortsat leve overalt, hvor han har haft sit virke. Æret være hans minde. Waldemar Schmidt