Skagen

Mindeord

SKAGEN:Bent Thomsen, Fynsgade 18, Sindal, har på familiens Thomsens vegne skrevet følgende mindeord over Jesper Prætorius Thomsen, Skagen, der er død 27 år: Jesper er druknet. Så hård var beskeden tidligt søndag morgen. Druknet ved en meningsløs ulykke på havet. Jesper var vores nevø og vores børn fætter. Vi har fulgt Jesper i hans opvækst med alle de glæder og bekymringer, der nu en gang følger med. Jesper var glad for havet, og efter endt skolegang var der ikke nogen tvivl. Jesper ville være fisker, og det blev han. Det gav ham mange oplevelser, som han gerne delte med os andre. Som nevø og fætter var Jesper altid en glad dreng at være sammen med, og det vil være det billede af ham vi sidder tilbage med efter hans alt for tidlige død. Jesper blev kun 27 år. Et alt for kort liv. Sorgen over at have mistet Jesper har vi sammen med Jespers far og mor og lillesøster. Jesper Prætorius Thomsen: Æret være dit minde.